Massif de l'Esterel er næsten som Monument Valley i Arizona. Store røde klippemassiver stikker op, blot er omgivelserne her grønne ..endnu... Området lukkes om sommeren grundet brandfaren.
Men endnu kunne vi krydse gennem området og cykle op til toppen af Mont Vinaigre. En dejlig afveksling fra de ellers så trafikerede veje. Her var helt stille selv blæsten lagde sig.
Puha, det gik op ad, men på grund af masten kunne man jo se, hvor meget der manglede. Da jeg lå og økonomiserede med kræfterne, var Birger næsten ved at indhente mig. Men så sagde han højt nok til jeg kunne høre det: "Så, nu er vi der næsten" Hvad? tænkte jeg, men kunne jo se de andre stå i et pas lidt længere oppe ad bjerget. Så var jeg fræk nok til at sætte farten op og sætte Birger igen, selvom han ellers havde kæmpet hårdt nok. Nedturen var noget lort, store huller og masser af grus og sand på vejen. Så her var det en forsigtig listen sig frem.Da Hanne ikke kunne være med, idet hun var så flink at hente Thit i lufthavnen, kørte vi turen en gang til, men denne gang i bil. Pia var noget utryg ved turen, vejen ligger yderligt på bjerget. Vi andre undrede os over at vi overhovedet havde kunne cykle her. Kors i skuret hvor var det stejlt set inde fra en bil. Havde vi kørt turen først i bil, havde vi ikke kunnet cykle op, er jeg sikker på.
Oppe i passet konstaterede vi, at vi jo slet ikke havde været på toppen. Der gik en lille vej fra, som godt nok var spærret, men som alligevel blev forceret af de tilstedeværende cyklister. Det siger jo sig selv, at et pas ikke ligger på toppen af et bjerg, men alligevel havde vi været for udmattede til at konstatere det indlysende. Fuck, det ville ikke være rart at rejse hjem uden at have været på toppen.
Feriens sidste cykeltur blev derfor den tredje tur ind i Massif de l'Esterel. Som første gang så denne gang på cykel, men kun de to drengerøve Per og Per. Hold da op hvor var formen blevet forbedret hen over uge. Vi lå ligeså stille og klatrede op ad de 4-6% stigninger med en 15 km/t medens vi hyggesnakkede. Da vi nåede passet konstaterede jeg kry, at jeg stadig havde to mindre tandhjul i reserve bagpå. Det fik dog en brat ende da vi krydsede under bommen og tog de sidste 3 kilometre mod toppen af bjerget. Det var godt nok stejlt! Hastigheden faldt til 10 km/t og blæseapperatet blev udfordret. Vi overhalede dog en enkelt cyklist der øvede sig i at holde balancen med mindst mulig hastighed.
Og her er beviset:
Den lyse markering er passet hvor vi stoppede opstigningen første gang. Til venstre inde i bunden af bugten ligger Cannes. Og yderst til venstre skimtes en lille hvid stribe under skyerne. Det er sneen oppe i Alperne. God udsigt, ikk?Nedturen var om muligt endnu værre end sidste gang. Det første stykke ned fra masten var så hullet, at jeg fik ondt i hænderne af at holde fast på styret. Og, der var jo ligesom ikke så meget andet at gøre. Det sidste stykke havde på grund af nattens regn fået udlagt endnu et lag grus. Skod.. men vi kom helt ned begge to.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar