søndag den 21. december 2008

Blåt hår og svært bevæbnet med skarpe tunger

Søndagens cykeltur lagde ikke alen til træningen.. for mig, men nok for Asger. I det glimrende vejr kørte vi en lille tur rundt på Østerbro.

Selvom han ikke lige har cyklet et par måneder, gik starten fint. Vi kørte hen ad Østbanegade, over Langeliniebroen, og tilbage af Kalkbrænderihavnsgade. Da vi skulle imod ensretningen på Østbanegade kørte vi pænt og stille på fortovet. For, så god er Asger altså endnu ikke, at han reelt faktisk ikke hører til på fortovet. Men, fanme om vi ikke hele to gange blev overfaldet af gamle blåhårede koner, svært bevæbnede med stokke og skarpe tunger. Den ene gang holdt vi endda helt stille, fordi hun havde kommanderet sin mand til at spærre fortovet. Og på det sted er fortovet endda over 5 meter bredt! Selvfølgelig skulle vi bare være drønet forbi, så ville hun da haft sværere ved at ramme os! Nå spøg til side, det eneste der ramte os var skældsordene. Stakkels gamle koner, der helt har glemt hvor svært det er at lære at cykle i trafikken... 

På vej ned af bakken ved Langeline kom Asger helt på 18 km/t, ny personlig rekord. Heldigvis var tempoet noget mere behersket 500 meter længere fremme, hvor kantstenen pludselig overfaldt forhjulet, og dagens helt tog en tur i gulvet. Efter lidt ømmen, gik turen hjem i fin stil. 

Cool nok, asfalteksem og cykling hører sammen.

Ingen kommentarer: