tirsdag den 14. juli 2009

B-skruen

Så købte jeg mig en dims (endnu en) til at måle kædeslid med, og det var helt klart, at kæden ikke var slidt. Ergo, måtte det være et justeringsspørgsmål, når kæden ligesom ikke kørte optimalt på panik-gearet (den største tandhjul i bag).

Over til naboen og spørge hvilken af de mange skruer i gearet der skulle stilles. Hvis man her begynder at eksperimentere, lander man lynhurtigt med et ubrugeligt gear, der kun kommer tilbage på vejen, med intensiv hjælp fra en uddannet mekaniker!

Det viste sig at være B-skruen, og ikke H eller L eller en af de mange andre....
Nu kører den fint igen, og jeg blev lidt klogere. B-skruen sætter afstanden mellem gearskifteren og tandhjulene i bag. Hvis gearskifter står for tæt på tandhjulene, falder kæden ikke ordentlig på plads mellem tænderne.

Hvis du selv vil rode med din cykel, er der en OK vejledning hos ParkTool. Det er altså også nødvendigt eftersom de lever af at sælge værktøj til os amatører der ikke ved hvordan tingene virker ;-)

Compact krank

Så har jeg prøvet set at skifte krank, dvs det der i cykelsproget kaldes garniture, nemlig de store klinger og pedalarme i for. Indtil videre ser det godt ud, men det ved man jo først når der kommer belastning på.

Cyklerne er top-dollar gejlede og kæderne er rensede. Det sidste var nu nok spildt indsats, for med nye bjergkasetter, stod det helt klart, at kæderne var slidte. Der er åbenbart kun 2000 km i sådan en kæde :-(

Apropos gejling... husk mig lige på, at jeg aldrig, aldrig nogensinde skal købe en hvid cykel. Ikke fordi det fedtede sorte stads som kommer omkring drivlinien ikke kan tages af, men det sætter sig i småhuller og microridser i lakken, og der kan det ikke fjernes. Så har man ikke en bjergprikket cykel, med fine røde pletter, men en hvid cykel med sorte fregner... og det ser ikke pænt ud. På min røde går det endda, men på Hannes dyb-mørke-blå ser man intet!

søndag den 12. juli 2009

Flere bjørne i alperne!

En uge er gået i Tour de France, og selvom der har været mange gode momenter, er det alligevel som om det er noget indeklemt. Favoritterne lurer på hinanden og tør ikke rigtigt køre til. Alle venter til Alperne med at lukke op af godteposen.

Men min to favoritryttere har gjort et godt billede. Fabian Cancellara gjorde bare det der skulle til på enkeltstarten, og fik den gule trøje indtil bjergene, hvor kun anæmiske afpillede ryttere har en chance. Men hans nedkørsel i fredags var hele touren værd. Så flot, så perfekt!

Og i dag gjorde Saxo Banks anden kraftmotor og min anden ynglingsrytter Jens Voigt et godt billede, indtil bjergene var for stejle. Den altid sjove og glade Jens Voigt sagde, da han efter dagens etape blev spurgt, om Andy stadig havde en chance for at vinde: "Jo, hvis Astana bliver overfaldet af en bjørn oppe i alperne, kan vi andre ryge cigaretter hele vejen til Paris!"

En bjørn efter Lance Armstrong, hmm.. jo DET kunne måske få han til at lave lidt inspireret cykelløb. Han er f.. kedelig. Imponerende, ja, spændende nej! Han skal helst have så mange tæv i år, at han ikke kommer igen næste år. Jeg gider ikke se kedelige TdF. Når man ser ham i feltet, er det helt uden ansigtudtryk, som om han kører på Botox.

Botox? Står det mon på dopinglisten?

fredag den 10. juli 2009

Holdløb

Av, skrev Chris Anker Sørensen på sin blog om holdløbet i TdF forleden. 40 km konstant smerte.

På torsdagstræningen i OCC trænede vi også holdløb. Farum, Allerød, Nivå, Klampenborg. Fire mand med rulleskift, og da vi med snit på de 40 km/t (næsten) havde nået 35 km mærket, måtte jeg koble mig af, og trille de sidste 10 km med de 30-35 km/t. Jeg deler Chris bemærkning: Av ;-)

Godt nok hårdt, men utroligt dejligt at få luft under vingerne i fuld fart.

Et holdløb, en samlet dagsration på 96 km og en fuld arbejdsdag! Var man lige en smule træt, da solen gik ned?

mandag den 6. juli 2009

Resultater - Sjælland Rundt

Så kom resultaterne fra Sjælland Rundt.

I min aldergruppe 40-44 år, blev jeg nummer 32 ud af 80 deltagende. Af alle mænd blev jeg 145 ud af 629.

Sven blev nummer 10 ud af 73 i sin gruppe, og Arne nummer 18 ud af 85.

Det er da i al beskedenhed ikke så ringe! ;-)

Se mere på http://onreg.com

Op på cyklen igen

Var lige ude og trille en morgentur, for at få løsnet de stive muskler efter weekendens strabadser. Det virkede virkeligt godt. Kroppen er ikke bygget til at sidde stille, men at blive brugt. Så, når man er allermest stiv, øm og slidt er det bare med at komme op på cyklen igen.

Ikke så langt, ikke så hurtigt, men godt!

(Men jeg ved nu ikke om bagen er helt enig.)

Temperaturen klokken 7:45 var allerede oppe på 21 grader, det bliver endnu en varm dag.

søndag den 5. juli 2009

Sjælland Rundt 2009

Den danske turistorganisation Visit Denmark kører i øjeblikket en kampagne under overskriften: Bliv genforelsket i den danske sommer. En super flot film!

Undervejs rundt på Sjælland Rundt, havde jeg samme tanke... hvorfor egentlig rejse i Thailand eller andre steder for at opleve flot natur, når der er så kønt i Danmark?

Holdet bag cykelløbet førte os rundt på det kønne Sjælland, ad små veje til mange steder hvor jeg aldrig har været før. Men også de steder, hvor jeg har været før, er dejlige, fx er Præstø og Faksebugt utroligt smukke!

Lærken, min ynglingsfugl, som mere end alt andet står for den danske sommer for mig, startede sin sommersang allerede klokken 3:20, endnu inden solen var stået op. Det var lige til at blive i godt humør af.
Tre raske drenge inden løbet

Løbet strakte sig over 320 km og vi startede cirka 21:20. Ruten gik fra Køge, op mod Holbæk, ud mod Kalundborg, ned langs kysten til Skælskør over Næstved til Præstø, rundt langs Stævns kyst og tilbage til Køge.

Ruten var godt mærket af, og ved alle store veje stod guides hele natten igennem, tak skal alle de frivillige have! Jeg havde frygtet, at vi ville få svært ved at finde rundt alene i nattens bullermørke, for der starter jo kun en brøkdel af hvad der kører på Vätternrundan. Men der var alligevel så mange, at vi altid kunne se baglygter på andre og mange af skiltene var mærket af med små diodelygter, så man kunne se de var der. Alligevel lykkedes det for nogle af deltagerne at køre forkert, herunder det store politiken-hold med Jesper Vorre i spidsen. Men det ville nu også hjælpe hvis folk havde ordentligt lys på deres cykler. En diodelygte kan ses, men kaster ikke lys, så man selv kan se... Selvom månen var oppe, var der meget mørkt inde i skovene! Vi havde på et tidspunkt et par i halen som gerne ville have kørt hurtigere, men som ikke kunne, da de ikke kunne se hvor vejen var... og da de så punkterede måtte de rode rundt i mørket ;-)

Temperaturen nåede ned på 13 grader lige før solen stod op, men der var helt vindstille hele natten igennem, så det blev aldrig koldt. På et tidspunkt kørte vi bagved et hold fra Ølgod. De pegede vandtro og hovedrystende på en vimpel der hang lige ned. Det er ikke et vejr man kender ude på de vestjyske heder.

Fra OCC var vi tre der stillede op, Sven, Arne og undertegnede, og undervejs samlede vi en god gut op, som måske bliver et nyt medlem i klubben. Vi gennemførte i tiden 11:50, med en køretid på 10:40, hvilket betyder vi var 1:10 i depot og kørte med et gennemsnit på 30,0 km/t. Det er en anelse hurtigere i køresnit end Vätternrundan sidste år og meget kortere i depottid. Oven i købet er SJrundt hårdere, fordi det er mørkere og vejene er små med mange sving. Til Vättern Rundt kan man ligge og cruise, det kan kan man bestemt ikke på SJ Rundt. Med 50 km til mål fik jeg dog også en regulær krise, hvor jeg måtte bede om at få hastigheden sat ned til 24 km/t. Efter en banan og lidt sportsdrik, kom jeg dog helt ovenpå igen, og kunne tage Køge byskilt i spurten ;-)

Fire trætte drenge efter en god tur

Der var mange racercykler og skarpe ryttere, men der var også forbavsende mange soloister på sportscykler med flat styr. At de orker! Præmien for mest underlighed gik dog til ham, der kørte med rygsæk på, hvorudaf stak en fodpumpe! Han må have regnet med et seriøst antal punkteringer!

Resten af lørdagen var jeg flad, mere flad end sidste år og mega træt efter en hel nat uden søvn. Men, det var en super dejlig tur ud i den danske sommernat sammen med gode venner fra OCC.

Det kunne have været hyggeligt om den bedre halvdel af Team Sol og Sommer havde kørt med, men til gengæld havde Hanne droppet lørdagsturen med OCC, for at hente os på Køge torv. Hun er altså en skat!

Tak for en god tur, venner!

PS: Der har i cykelkredse været stor kritik af, at løbet i år blev afviklet som et natløb. Personligt synes jeg det var en rigtig god ide. Op ad formiddagen fik vi en masse trafik, hvilket vi helt slap for i natten. Og, som det forhåbenligt fremgår ovenfor, var det en nydelse af køre igennem den danske sommernat og at se solen gå ned og stå op igen. Meen hvis det nu havde regnet? Ja så havde det sgu ikke være en fornøjelse. Som vejret var i år, kan det ikke blive bedre!

Vokseværk

Ude i køkkenet har vi skrevet børnenes højde på væggen. Tænk, Asger er vokset 15 mm på 10 dage! Er der noget at sige til, at man spiser som et tærskeværk, og er træt?Her har Hanne sin egen sandal på den ene fod, og Asgers på den anden. Gæt selv.

torsdag den 2. juli 2009

Vejret i morgen nat

Det ser ikke ud som nemesis vil ramme mig i nakken, efter jeg i forrige indlæg udnævnte Sjælland Rundt natten 2009 til formodentlig at blive den bedste i mands minde. For siden er udsigterne blevet endnu bedre!

16-17 grader som minimum og vindstille, lover DMI idag, at vi får natten til lørdag.

Det betyder, at lommerne kan lettes for regnjakke og ekstra tøj... Et ekstra batteri til min cykellygte har derimod allerede fundet derned.

Glæder mig!