Fredag blev jeg sat fri af fysioterapeuten med ordene: Nu må du køre alt det du vil, din fod er blevet bedre, meget hurtigere end man kunne forvente!
Yeeha!!
Og vejret var oven i købet med mig, regn fredag som skyllede saltet væk, og lovning på sol om lørdagen.
Jeg mailede derfor et par venner fra holdet, som jeg vidste, også havde holdt lav profil vinteren igennem, og spurgte om ikke de var med på en lille tyvstart på raceren. Og stor var begejstringen! Så vi var tre, der drog ud på 10-holdets rute gennem Nordsjælland.
Selve ruten på 46 km/t gennemkørte vi med et snit på 27km/t hvilket sgu er pænt, udgangspunktet taget i betragtning. Samlet blev det til 58 km! Dejligt!
Selvom vennerne også havde holdt et lavt aktivitetsniveau gennem vinteren, kunne man nu godt se forskellen mellem et lavt aktivitetsniveau og regulær inaktivitet, for det var mig, der måtte have et skub op af sidste bakke. Det er ikke sket de sidste par år, men hold kæft hvor var det dejligt! Tak, Lars.
En ting er kondien, noget andet er evnen til at køre på fedtdepoterne. Og som altid når man starter op, så var jeg gået sukkerkold til sidst. Det betyder, at kroppen har brændt al tilgængeligt kulhydrat af, og ikke har de enzymer der skal til, for at omdanne fedt til energi. Denne evne til at producere rette enzymer kommer lynhurtigt, ved vi, så om et par uger vil jeg være oppe på normal distanceevne igen. Så skal vi have konditionen og hastigheden op.
Men lige nu føles der godt nok langt til Pyrenæerne. Benene bliver ømme i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar