Her kommer lige en jubelhistorie, bær over med alt pralet.. humøret bobler over :-)
Siden jeg startede op igen, efter styrtet, har jeg på intet tidspunkt rigtigt følt overskud.. nok styrke til at køre La Marmotte og Mont Ventoux, bevarres, men ikke sårn rigtigt den der hopla-energi, hvor det hele bare triller.. mere sårn slidsom determination. På sæt og vis har det føltes, at de tre kilo jeg tabte i muskelmasse alle kom fra benene.. forstil dig at reducere musklerne på hvert ben med hvad der svarer til halvanden liter mælk!
Efter ferien er overstået, er der derfor blevet skruet voldsomt op for træningen, over den sidste løbende uge (torsdag til torsdag) har bagen haft nærkontakt med sadlen i 15 aktive timer og hjulene trillet 424 km. Specielt torsdag, lørdag og mandag var hårde, der blev virkeligt gået til stålet. Tirsdag og onsdag var restitutionstrilleture og i går torsdag kunne træningen så mærkes på den positive side, pludselig var der overskud.
Som det ses her på en af vore faste rundstrækninger med masser af bakker, Lilletyren ved Farum, er den kørt med et snit på 36,6 km/t (hvilket nok ikke lyder af alt for meget, men se venligst højdekurven, og gennemsnitseffekten: 255 Watt) og det med en puls på kun 87% af max, hvilket så rigeligt er indenfor komfortzonen.
Da vi lå på Slangerupvej med 41 km/t, kommenterede en af de andre, at det så ud som om jeg lå og gassede mig i feltet. Og rigtigt nok, pulsen lå også "kun" på 84% af max, altså et godt stykke under AT-tærsklen.. altså det man kan køre med i lang tid. Da vi passerede hold to, havde jeg sågar overskud til lige at give deres sidste mand en skub, så han ikke røg af. ;-)
Det glædelige ved aftenen var, at jeg nu kan konstatere at pulsen ikke længere ryger over 92% ved bare at svinge benet over sadlen, følelsen af overskud, fx at jeg havde kræfter til at accelerere op ad bakken til Drive-in-bio og at benene på intet tidspunkt protesterede. Det var åbenbart så tydeligt, at de andre også kunne se det!
Jeg er tilbage i god form igen! Jubel-hurra! :-)
Efter styrtet har jeg haft ondt i nakken, højre side og i løbet af ferien bredte det sig til venstre side også, musklerne stod som en flitsbue og jeg måtte op flere nætter for at tage piller. Jeg er derfor begyndt med lidt massage og nok så vigtigt en Iprenkur: tre piller, tre gange om dagen i 10 dage. Det får irritationen i musklerne til at forsvinde og er et trick jeg flere gange har brugt mod ondt i ryggen.. ikke over så lang tid, men denne gang er nakken sgu genstridig. Det virker, men ulempen er, at maven går i stå. I dag er pillekuren overstået, og maven er så småt kommet i gang igen. Vægten er strøget tilbage under 80, og den sidste halve kilo, så jeg er tilbage i 78'erne, skal nok ryge i næste uge.
Im back in business! ;-)
Siden jeg startede op igen, efter styrtet, har jeg på intet tidspunkt rigtigt følt overskud.. nok styrke til at køre La Marmotte og Mont Ventoux, bevarres, men ikke sårn rigtigt den der hopla-energi, hvor det hele bare triller.. mere sårn slidsom determination. På sæt og vis har det føltes, at de tre kilo jeg tabte i muskelmasse alle kom fra benene.. forstil dig at reducere musklerne på hvert ben med hvad der svarer til halvanden liter mælk!
Efter ferien er overstået, er der derfor blevet skruet voldsomt op for træningen, over den sidste løbende uge (torsdag til torsdag) har bagen haft nærkontakt med sadlen i 15 aktive timer og hjulene trillet 424 km. Specielt torsdag, lørdag og mandag var hårde, der blev virkeligt gået til stålet. Tirsdag og onsdag var restitutionstrilleture og i går torsdag kunne træningen så mærkes på den positive side, pludselig var der overskud.
Som det ses her på en af vore faste rundstrækninger med masser af bakker, Lilletyren ved Farum, er den kørt med et snit på 36,6 km/t (hvilket nok ikke lyder af alt for meget, men se venligst højdekurven, og gennemsnitseffekten: 255 Watt) og det med en puls på kun 87% af max, hvilket så rigeligt er indenfor komfortzonen.
Da vi lå på Slangerupvej med 41 km/t, kommenterede en af de andre, at det så ud som om jeg lå og gassede mig i feltet. Og rigtigt nok, pulsen lå også "kun" på 84% af max, altså et godt stykke under AT-tærsklen.. altså det man kan køre med i lang tid. Da vi passerede hold to, havde jeg sågar overskud til lige at give deres sidste mand en skub, så han ikke røg af. ;-)
Det glædelige ved aftenen var, at jeg nu kan konstatere at pulsen ikke længere ryger over 92% ved bare at svinge benet over sadlen, følelsen af overskud, fx at jeg havde kræfter til at accelerere op ad bakken til Drive-in-bio og at benene på intet tidspunkt protesterede. Det var åbenbart så tydeligt, at de andre også kunne se det!
Jeg er tilbage i god form igen! Jubel-hurra! :-)
Efter styrtet har jeg haft ondt i nakken, højre side og i løbet af ferien bredte det sig til venstre side også, musklerne stod som en flitsbue og jeg måtte op flere nætter for at tage piller. Jeg er derfor begyndt med lidt massage og nok så vigtigt en Iprenkur: tre piller, tre gange om dagen i 10 dage. Det får irritationen i musklerne til at forsvinde og er et trick jeg flere gange har brugt mod ondt i ryggen.. ikke over så lang tid, men denne gang er nakken sgu genstridig. Det virker, men ulempen er, at maven går i stå. I dag er pillekuren overstået, og maven er så småt kommet i gang igen. Vægten er strøget tilbage under 80, og den sidste halve kilo, så jeg er tilbage i 78'erne, skal nok ryge i næste uge.
Im back in business! ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar