søndag den 12. september 2010

Ny danmarksrekord i punktering

Så er efteråret på vej, og cykelturene præget af ventepauser gr punkteringer.

Men det må alligevel være ny danmarksrekord i punktering, da vi i går bare nåede 1,5 meter udenfor cykelklubbens låge, inden vi fik tre punkteringer!
Tre styk Henrik skifter slange

fredag den 3. september 2010

Ikke for arbejderklassen

I jagten på et nyt hjem støder vi ofte på små pudsige ting. Her fx et udskrift af tinglysningsbogen fra 1918:

Ingen Lejlighed i Beboelseshuset maa benyttes til Bolig for Folk af Arbejderklassen

og der fortsættes:

Udhuse på Parcellen må ikke benyttes til Bolig for andre end (..) Tyende

Tak for kaffe! Det er jo ikke mere end 90 år siden!  Man kan godt blive lidt forarget, men i praksis har vi også i dag tilsvarende sorteringsmekanismer.. den afspejler sig blot i prisen.

Av, utch, uh, åh

På DHL-stafetten var i vi år en mand short. Så sammenlagt havde vores hold, to habile løbere, hvoraf den ene skulle løbe to gange og så to ikke-løbere, herunder mig. Sidst jeg løb, er et år siden!

Og tænk, med en løbetid på 2:05 vandt vi over de andre fra vores firma!

Så pyt med at jeg ikke har kunnet gå tirsdag og onsdag, og at jeg til torsdagscykeltræningen i går helt konsekvent måtte springe over hvor gærdet er lavest.  Dels gjorde det ondt, og dels røg min puls op i det røde felt, så snart jeg lavede blot det mindste. Kroppens måde at fortælle den har brug for restitution....  Men det var godt at få rørt benene i de vante cirkler. Det fik lidt gift ud af muskerne, så i dag kan jeg faktisk gå.

Godt det samme, for i morgen står den på 120 km cykeltur!

tirsdag den 31. august 2010

Så pakker vi løbeskoene væk igen

Danmarks største firmafest kaldes ugen hvor DHL-stafetten afvikles i fem dage i Fælledparken. Nogle steder så man da også fadølsanlæg, endnu flere steder var grillen fremme, og et enkelt sted sågar livemusik. Også hos os blev der grillet og hygget, men også løbet. Via pendanten i Århus deltog AU med hver femte medarbejder, og det er flot!

Og løbet blev der, incl mine årlige fem kilometre. Regnen væltede ned da første løber slog sine folder, men da jeg skulle på, tittede solen frem, og placerede den smukkeste regnbue lige ned i Frimurernes palæ på Blegdamsvej... hmm ...den tænkte han en del over....

Tiden blev 25,38, næsten et helt minut hurtigere end sidste år, og således for tredje år i streg en forbedring.

Nu kan skoene pakkes sammen, vi ses om et år igen.

søndag den 29. august 2010

MTB foregår i hjernen

Forrige gang MTB´en var ude af kælderen var i maj. Så, da jeg i onsdag var i skoven, var det ikke kun kæden der var rusten. Mine MTB teknikker stod heller ikke, hvor jeg smed dem i maj. Det var med andre ord, noget svært at jonglere med cyklen over stok og sten, op og ned af stejle skrænter og plane gennem mudderpøler.

En racercykel holder selv balancen, grundet hastigheden, men i skoven skal man selv holde balancen når man nørkler cyklen rundt om træerne.  Teknikken var dog ikke det sværeste. Næ, det var faktisk værre at suse ned af bakkerne og så stole på, at cyklen ville komme over alle stenene uden at kaste mig af.

Selvfølgelig gik det, men det er tydeligt, at MTB foregår i hjernen. Man skal tro på sine evner! Som altid på dette tidspunkt af året glæder jeg mig til mudderet i skoven!

torsdag den 19. august 2010

HoneyMoon

Som den bedre halvdel konstaterede: Vi går altså rimelig højt op i vore hobby´er!

Indsigten kom, da vi i går aftes var til et glimrende fordrag med Nicolai Bangsgaard i OCC. Nicolai har cyklet verdenen rundt, 62.000 km og kom hjem i februar. Turen var ikke et racerløb, men en lang lang rejse som livsform.... 4 år tog det!  Om det skyldes en hårdhændet sortering i de tilsvarende 62.000 billeder, eller Nicolai er en usædvanlig gudbenådet fotograf ved jeg ikke, men aftenen var en helt fantastisk flot rejse i billeder, musik og film, krydret med personlige fortællinger fra den lange rejse.

Nu sidder du måske og tænker, om vi er på vej samme vej?  Nej ;-)  men i går, hvor vi sad til dette helaftensarrangement, en tour de force i lysbilleder om cykling, var det også vores bryllupsdag. 20 år tidligere cyklede vi ikke, men vandrede på fjeldet. Så kan du jo selv gætte på, om vores honeymoon stod på hvide strande, palmer og sol, eller regn, blæst, våde strømper og myg....    Det var en fornøjelse! Jo, ærligt!

Men det er nok ikke idealdrømmen om en honeymoon eller en 20 års bryllupsaften ;-) Så, jo vi går altså rimeligt højt op i vore hobby´er.


Du kan læse mere om Nicolai og den lange rejse på www.worldtravellers.dk

søndag den 15. august 2010

Roskilde holdmatch 2010

Det går da fremad, vel gør det så....

Fra 35,0 over 35,4 til 35,8!

Jeg taler naturligvis om gennemsnitshastighederne ved Roskilde Holdmatch fra 2008, 2009 og 2010.

Nej, det er ikke så imponerende en fremgang, indrømmet. Men i 2008 hang jeg i med neglene, i 2009 passede det lige, og i år havde jeg overskud hele vejen rundt.

Så jo, fremad går det da ;-)

Bulgarsk sommerregn

En af de ting der slog os mest i Bulgarien, var vejrets voldsomhed. Når det regnede, regnede det rigtigt meget. Gaderne var floder, asfalten blev revet af og bilerne skubbet rundt.

Så hårdt vejr har vi alligevel ikke i Danmark, blev vi enige om. Ja, det holdt så til i går aftes, hvor regnen stod ned i stænger.
Ikke mindre end 76 mm i løbet af få timer.

Rygterne ville lade vide, at Lyngbymotorvejen stod under vand, så vi besluttede at køre ud og se efter. Det blev lidt af zig-zag tur, for vi kunne ikke komme under S-banen, men måtte finde de steder hvor den krydses via broer. Alt var fyldt op med vand. Nogle steder sågar selvom der ikke var en lavning. På en eller anden måde må kloakerne løbe sammen, uset for os andre, for umotiveret midt på vejen, var dæksler skudt op, og vandet fossede op.

Da vi kom ud til Lyngbymotorvejen, mødte der os dette syn:
Hvis du klikker på billedet, får du det i en stor udgave, og jo, den lille bule midt på havet er taget af en bil! 1,5 meter vand, mindst, så langt øjet rækker.

Bulgarsk sommerregn hører åbenbart ikke kun Bulgarien til

torsdag den 12. august 2010

Kun for folk med svømmekursus

Det blev så til en kortere torsdagstur i dag, for da vi nåede Tyren væltede regnen ned som superslagregn, i et omfang som jeg ALDRIG har oplevet før.
Jeg kom lidt hurtigt ud af døren, og kørte derfor med normale briller og ingen kasket, og så er der ikke megen dækning for slagregnen. Det er sin sag at køre i så hård regn, med 35 km/t, en hånd på styret og den anden som skygge hen over panden ;-)

Var en lille smule nervøs for de der kørte i en normalcykelregnjakke. Den har præcis samme farve som regntågen, så på få metre var de usynlige og bilerne sætter jo ikke ligefrem hastigheden ned, blot fordi de ikke kan se, vel?

Så vi blev enige om at liste hjem ad cykelstierne. Og så holdt det naturligvis op.... Det blev derfor til godt 60 km, og såmen en udmærket tur. Sådan er det jo altid når man først er kommet ud i regnen.

mandag den 9. august 2010

Post Danmark Rundt 2010

Ingen august uden finale i Post Danmark Rundt, som i år var på Geelsbakke i Holte.
Man ved ligesom man er i Danmark, når kyssepigerne har regnjakke på

Sjovt var det, at dagens udbrud holdt hjem. Det er sjældent, men løbet skulle kun have været 100 meter længere for at Matti Breschel havde lukket hullet og vundet dagens etape. Så tæt på, og så alligevel ikke! Mon han ærgrer sig over ikke at have startet jagten blot et minut tidligere?

Jakob Fuglsang vandt løbet for tredje år i streg. Jeg kan tydeligt huske første gang i 2008, hvor han godt nok ikke kørte for Riis, men hvor det blev annonceret under løbet at han netop havde skrevet under med Riis. Man må jo købe sig de bedste ryttere! Hvem kører så for Riis næste år, nu hvor de massive rygter fortæller at Jakob stopper? Contador?

Vi har i øvrigt at aftalt med Matti, at han afslører sit kommende hold i morgen til OCCs Tour de Charlottenlund. Kom og vær med, det bliver det stærkeste felt i mange år!

Tak til jægersoldaten for endnu en gang at skaffe billetter til VIP-loungen, som i år lå lige på målstregen. Fantastisk! :-D

søndag den 8. august 2010

En sukkerkold optakt til Roskilde Hold Match

Slask sagde det da mit blodsukkerniveau ramte gulvet. Helt og aldeles tømt for energi...

Vi var taget ned til Ringsted for at prøvekøre den nye rute til Roskilde Holdmatch, 25 ryttere i OCCs forårsgrønne trøjer, et kønt syn!

Løbet kører tre omgange af 30 km, og da vi havde kørt de to med et snit over 36 km/t måtte jeg stå af. Et knapt så smukt syn.

Det er sjældent jeg går helt ned, men her ramte jeg godt nok gulvet. Vel en kombination af rødvin og et par solide grappaer i torsdags, stadig lidt træthed efter feriens turistmave, samt æggekage fredag aften... det er ikke cykelryttermad ;-)

Det bliver anderledes på søndag!

tirsdag den 3. august 2010

SaxoBank, Riis og Contador

Så er det det netop afsløret, at Contador vil køre for Riis næste år, hvilket ikke var en overraskelse. Men den store overraskelse er, at SaxoBank fortsætter et år som sponsor.

De hævder ikke at have været den hemmelige anden sponsor, der var tale om under TdF, men påstår ovenikøbet at de er taknemmelige for, at den hemmelige sponsor er trådt til side.!!

Nu håber jeg eddermanme ikke for Riis, at de igangværende undersøgelser af SaxoBanken vil afsløre det hele som et internetcasino, med et kolosalt krak til følge. Måske har han sikret sig en bankgaranti i en anden bank ;-)

Surprise surprise.


Det kunne ellers have været fedt hvis han havde kunnet lave et Specialized fabriksteam med Contador i spidsen... det ville have været lidt som Ferrari i Michael Schumachers storhedstid.

mandag den 2. august 2010

Ekspropriation

Forleden fik vi et brev fra Københavns kommune, hvor de annoncerede denne:
Nordhavnsvejens endelige linieføring bliver først endelig vedtaget på Borgerrepræsentationsmødet den 14. oktober, men da vi forventer det går glat igennem og en ekspropriation med en meget kort fraflytningsvarsel vil blive gennemført, strakte vi våben og bad dem selv om at indlede en tidlig ekspropriation.

Det var nu alligevel mærkelig at få brevet, hvori de skrev, at de på vores opfordring ville indlede ekspropriation med henblik på ... nedrivning!

Nedrivning! Jamen vores lille gule hus med tårn på !!! Nedrivning?

Tja, det var jo det der var på spil. Vi har derfor brugt mange søndage på at gå til åben hus. Der er godt nok meget skrammel derude, men også en flok spændende huse. Vi skal først være ude til maj, så vi har god tid.

Efter at have boet først på Åboulevarden og derefter på Ring 2 er vi dog enige om, at vores nye hjem som absolut første prioritet skal ligge laaangt væk fra al trafikstøj.!

Roskilde fjord rundt

Sidste lørdag i måneden er lig med Lang lørdag i OCC. Her starter vi allerede klokken 8:00 og kører så omkring 120 km. For juli måned blev det en dejlig solskinsdag, klemt inde mellem to ugers regn.

Juli-turen gik rundt om Roskilde Fjord, 123 km.

En rute jeg havde puslet lidt med på www.bikelog.dk og efterfølgende downloaded på min Garmin GPS. Teknologien længe leve, for ellers havde det ikke været muligt, for vi var en masse steder hvor ingen af os hvade været før. Det blev ikke en superhurtig tur, for jeg havde vægtet udsigten, små veje og landsbygadekær højere end intervaltræning. Men det blev alligevel hårdt nok, for der skal trædes lidt til, når man i feltet runder små skarpe hjørner en masse.

Jeg nød turen utroligt meget, elsker en god cykeltur i godt vejr med gode cykelvenner, specielt når vi kører i kønne og nye landskaber!

mandag den 26. juli 2010

søndag den 25. juli 2010

RIP

Så afgik det gamle røde lyn, min tidligere højt elskede italienske Ferrari-røde Kuota, ved døden. På en ellers god og diciplineret lørdagstur havde vi et styrt... ikke de store personskader trods en hastighed over 40km/t, men Kuotaen holdte ikke til det.

Så, nu må Sven på jagt efter et nyt stel.

Ærgeligt, men en værdig død for en flot cykel!

Jens Voigt og den lille cykel

Tilbagekommet fra ferie i Bulgarien, uden fjensyn og internet, er det tid til lidt recapture på Tour de France udviklingen.

Endnu en gang styrtede min ynglingstysker Jens Voigt på en nedkørsel. Dækket eksploderede med 70 km/t! Heldigvis kunne han dette år rejse sig op, dog temmeligt forslået. Cyklen var dog færdig, og de egne cervicebiler langt væk, så han måtte låne en neutral cykel.  En juniorcykel til 1,5 m cykelrytter og Jens er altså 1,9!

Læg mærke til tåclipsene!


Hvorfor mon de overhovedet kører rundt med den slags cykler på de neutrale servicevogne?


Læs Jens Voigts egne kommentarer her
Og Chris Ankers ikke mindre morsomme her, (husk solcremen under jersyen også  :-)  )

lørdag den 10. juli 2010

Sommerlørdag

Medens vi venter på den første bjergetape i det mest spændende Tour de France i mange år, nydes solen på en tur til vore egne Strø Bjerge.

tirsdag den 6. juli 2010

mandag den 5. juli 2010

Sjælland rundt 2010

Der har været megen snak om regn og rusk dette forår, men nu er sommeren godt nok kommet. Sjælland rundt blev gennemført i noget nær en tropenat, idet temperaturen ikke kom under 17 grader.
Vinden kom alt overvejende fra sydøst, så da vi lagde ud 21:21 havde vi medvind. Senere da vi drejede rundt ved Skælskør og skulle køre op mod vinden, var det dyb nat, og dermed vindstille. Og afsluttende hjem fra Store Heddinge mod Køge havde vi igen medvind. Jamen, er det ikke genialt? Det var ihvertfald utroligt dejligt!

Fra Ordrup CC kørte Flemming, Finn, Svend og undertegnede. Undervejs, dvs faktisk allerede fra starten fik vi deltagelse af Ulla og svenske Magnus. Sammen kørte vi 319 km perfekt paradekørsel med et snit på 31 km/t og en lille time på depoterne undervejs. Det var så stærkt, at Ulla kom ind som første kvinde, 21 minutter før nummer 2, og Svend kom ind som nummer 2 i sin aldersklasse. Sammenlagt lå vi indenfor de første 15%, så det er overordentligt tilfredstillende.
Her står den største del af flokken ved ølvognen efter løbet. Det var tiltrængt!

Bakkerne ude ved Vordingborg er lidt hårde i min vægtklasse, men ellers var jeg utroligt godt kørende. Kun efter Store Heddinge, hvor vi blæste ind mod Køge med 35-37 km/t begyndte jeg at være helt tom for energi. Men sjovt at mærke hvor hurtigt kroppen reagerer når den er helt tom. Det tager kun 2-3 minutter fra man spiser en halv plade TOMS-guldbarre, til energien sidder i benene. Ingen præmier for stilen, den blev bare mast ind, andet er i øvrigt også svært med den hastighed, men kors for en forskel. Som at knipse med fingrene, er man bare ovenpå igen. Flabet nok tog jeg så ikke min andel af føringerne de sidste 15 km, men understod mig ikke fra at tage Køgebyskilt spurten. De andre ville nok hellere gemme deres kræfter til selve målstegen ;-)
Klik på billedet for en forstørrelse, der bliver virkeligt bidt sammen!

Midt på natten er det mørkt, selv i juli måned, så jeg fik lejlighed til at prøve min nye cykellygte af. På mine små test udenfor huset, kunne jeg godt se der var forskel på min normale natteforlygte og så den nye, super-diodelygte, men om det i virkeligheden bare skyldes forskel i farvetemperaturen var mig ikke hundred procent klar, for den gamle lygte blev købt til Vätternrunden og bestemt ikke ueffen. Men, da jeg første gang tændte den nye lygte troede selskabet, at der kom en bil bagfra. Nat blev simpelhen til dag! Hold da op, hvor er der meget blæs på! Så meget, at en bil undervejs gav mig det lange lys, for at få mig til at blænde ned ;-) Cool...

Thit var så sød at hente mig i Køge, så jeg ikke skulle køre bilen hjem selv. Og inden vi ramte motorvejen var jeg da også faldet i søvn. Det er hårdt at knokle en hel nat, efter en hård arbejdsdag. Så er det rart med en god chauffør.

I går skulle jeg gå med lidt forsigtighed på trapper, men ømheden er stort set væk her dagen efter. Længe leve foråret hårde træning.

For dem den slags interesserer brænder man 14.000 kcal af på sådan en nat. Mange flere fakta og kortet med den kørte rute finder du her: http://connect.garmin.com/activity/39006596