onsdag den 5. september 2007

At sætte sig mål

Idag krydsede odometeret 4.500 km. Det var det, jeg kørte hele 2006, og der er stadig nogle måneder tilbage af året.

Da året startede, satte jeg mig 5.500 km som mål for i 2007. Lidt ud fra devisen at 5.000 nåede jeg nok, og Vätternrundan så ville tilføre de sidste km til målet.

1.000 km på de sidste måneder af året når jeg, men når jeg analyserer på min kørselsdagbog er det ikke de store løb der sætter målet, men den jævne vedholdende insisteren på at mest mulig transport foregår på cykel, samt lørdagene i OCC. Eller sagt med andre ord, forudsætningen er den rette påklædning, hvis ikke cyklen skal sættes i hi, når temperaturen falder.

Det er vel egentlig ikke overraskende, men alligevel... Jeg har frosset de sidste dage når jeg cyklede til arbejde, og her til morgen havde jeg taget en cykeljakke på, ud over min langærmede cykeltrøje, og pludselig var det igen en fornøjelse at cykle den lille tur.

Det fik mig til at tænke på min langærmede svedundertrøje med vindtæt front samt den fantastiske vinter(termo)trøje fra OCC. Når jeg sidste år begav mig ud i snestormen, havde jeg faktisk lidt ondt af de stakler der sad i deres biler, for jeg havde det med garanti lunere og mere komfortabelt på min cykel. :-)

Og så er det jo ikke noget problem at få rullet nogle kilometre ind. Det er tøjet der gør halvdelen af fornøjelsen.... og skaber muligheden for at nå målet.

Ingen kommentarer: