Trekantløbet

Her efter sommerferien er det lidt, som om motionsåret er gået i dvale, men der arrangeres nu stadigvæk en del løb. For afvekslingens skyld var vi i dag i Vejle for at deltage i Trekantløbet.

Vi havde været lidt i tvivl, om vi skulle køre 140 km eller 100 km. Hanne hældte lidt til den lange, da hun gerne vil øve sig på længere distancer inden Vätternrundan næste år, men da hun havde skrantet lidt i ugen der gik, valgte vi at køre 100 km. Godt det samme, for helbredet blev ikke bedre i løbet af weekenden. Jeg troede faktisk jeg var kommet til at køre alene, men hun fik sig tvunget ud af sengen, og med et par piller og lidt astmaspray, gik det endda. Selvom det nok ikke er den bedste baggrund for at køre cykelløb på Vejlekanten, her er mange bakker!

Vejret lovede næsten at vores teamnavn ville være ønsketænkning, men regnen kom faktisk først da vi var færdig.

Ved startområdet kørte der mange Team-CSC wannabies rundt. Fuld mundering, incl hjælm. Jaja, tænkte jeg, velkommen til Jylland. Flere sågar også på Cervelo-cykler. Fed cykel, men altså... jydespader! Hmm, sagde min sidemand i startområdet..vi har da fint besøg, så du Bjarne Riis? ...Øøhh næ... Jo jo, og det der er hans sønner. Ups, undskyld jyder. Det var alligevel så ikke wannabies.. Startlisten afslørede holdet: Team mini CSC, bestående af 2 stk 14-15 årige Riiser, Henrik Schlütter som er bestyrelsesformand for Riis Cykling, Schlüters søn, samt Oscar Riis, alder 43. Hmm... mon det er Bjarne inkognito? Fint med lidt hygge med sønnerne for de to Riis bagmænd! Rygsækken, undskyld, BS var der dog for en gangs skyld ikke.

Starten gik, og vi havde medvind langt ind mod Fredericia. Kønt rundt langs kysten fra Vejle. Her har jeg aldrig været. De næste mange kilometre havde vi så til gengæld en forrygende modvind. Jeg lagde mig i spidsen af et stort felt og trak med 25-28 km/t i langt over 20 km. Hanne var på baghjul. Det gav mig mulighed for at brænde nogle kræfter af, så mine lårmusker er dejligt ømme nu til aften, selvom vi såmen ellers ikke kørte så stærkt, Hannes sløjhed in mente.

Løbet er supergodt afmærket og depoterne, både på startestedet, samt de 2 undervejs er fint forsynede. Absolut en anbefaling værd.

Ruten slutter af med Munkebakken, som er 13% på det stejleste sted. Første gang jeg har stået op i aller laveste gear! Men jeg havde godt nok ikke bjergkasetten på.

Tæskede ellers op ad for at komme først, så jeg kunne tage et billede af damptoget når hun kom op, men det var lige før det ikke lykkedes, for Hanne var næsten lige bag mig. Men, et billede kom nu i kassen.

Dovenskaben længe leve i øvrigt... Det obligatoriske check af dækkene dagen før afslørede en stor flænge i siden af dækket, hvor slangen bulede ud. Nu var gode råd dyre, for nok har jeg et par ekstra dæk, men de lå sgu i København... tænke tænke tænke, og det er så her dovenskaben kommer ind, for da jeg lagde indlæg i dækkene, havde jeg ikke klippet dem til. Af med dækket og frem med saksen, og vupti, 5 cm løs indlæg, som nu lå op af siden og dækkede for hullet. Det virkede og vi kom helt rundt uden punkteringer, men jeg må nok hellere få skiftet dæk inden det går løs næste gang.