Anaerob træning betyder træning uden ilt. Forklaringen er, at kroppen kan distribuere en vis mængde ilt pr sekund ud til kroppens muskler, og træner man hårdere end denne grænse udmattes musklerne og begynder at ophobe mælkesyre. Du kender det sikkert ved at man sommetider løber/cykler for hårdt, hvorefter man bliver voldsomt forpustet og benene bliver blytunge. Skal man køre rigtigt stærkt, skal denne grænse skubbes, hvilket man gør ved gentagne gange at udfordre den. Altså at køre ud over grænsen i intervaller.
Det var anaerob træning jeg havde gang i i går, men det var nu noget ufrivilligt.
Kørte en tur i Galtendrengenes MTB-terrain ved Silkeborgsøerne hvor jeg virkeligt for alvor mødte muren. Blodsmag i munden, ondt i alle tand-plumberne, stakåndet og voldsom kvalme - lige på kaste-op-grænsen, som når man om sommeren kører over 60 kmt/t under spurten. Men jeg trillede nu kun 15 km/t ad en stille skovvej! Og aldrig har min forpustethed og kvalme være større... aldrig! Og aldrig har den været så længe om at lægge sig. At den var helt gal kunne jeg senere på dagen konstatere i spejlet, mine øjne var helt rødsprængte.
Det er selvfølgelig hjertet den er gal med. Da den flimrer får jeg ikke blod nok ud i kroppen og dermed heller ikke ilt. Det går når jeg sidder her på sofaen og skriver, men altså dårligt nok til en forsigtig cykeltur. Da vi havde kørt 10 km måtte vi opgive og køre tilbage!
Det positive ved den historie er, at jeg var til kontrol på hospitalet i dag, og de kunne oplyse mig om, at de havde analyseret mine data helt nu, og havde fastslået, at sygdommen var godartet og banal i den forstand, at de let kunne helbrede den. Kuren er velkendt og med høj succesrate, og at man kommer sig helt bagefter. Det er godt!!
Så kommer bare kampen om at komme frem i venteliste køen, for som det er nu, falder min kondition jo alarmerende hurtigt.. og der er jo skarpe planer for cykelsæsonen 2008... ud over altså, at det også er sgide ubehageligt og gør ondt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar