Puha... måske kan jeg køre bjerge alligevel

Sidste biltur i ferien gik over Col de Colombiere og Cote de Romme. Tilfældigvis viste det sig, at TdF havde kørt samme vej, bare i modsatte retning, den 22. juli. Jeg synes godt nok de to stigninger så noget stygge ud, og tænkte på at jeg vist bestemt ikke er egnet til at køre i bjerge...

Men, læser jeg på Chris Ankers blog, det var ikke stigninger for tøsedrenge, faktisk var det årets barskeste etape:

Det bliver blodigt: Dette er jeg sikker på er en meget sigende forudsigelse om 17. etape. Den starter med en 20 km stigning, så der kommer de trætte ben på arbejde lige fra starten af. Det er altid modbydeligt at starte med et bjerg, da benene jo ikke rigtigt er kommet igang endnu, men det er selvfølgelig ens for alle. Resten af etapen går stort set kun op eller ned, og jeg er sikker på at det bliver den mest afgørende etape i dette års tour. Det til trods for, at der ikke er afslutning på toppen af et bjerg, men nede i bunden af nedkørslen fra Colombiere. Men inden denne skal man først op over Cote de romme, som jeg må sige er et af de modbydeligste bjerge, jeg nogensinde har kørt. Den er 9 km med 9 procent i snit og asfalten er det vi cykelryttere kalder død asfalt, hvor cyklen ikke ruller. Efter denne er der en ganske kort nedkørsel før menuen står på de sidste 8 km af Colombierre, så her vil man se ryttere over det hele. ... Jeg tror faktisk et gammelt Mader og Leth citat vil blive passende på mange ryttere på denne etape: "han hænger som en gammel brugt taske .. uden indhold"

Puha, så er normaliteten da lidt genoprettet. Det var ikke bare mig der synes det så slemt ud ;-)

100 m før toppen på Colombiere, men taget nedaf. Manglen på autoværn, gør såmen også bilturen til noget af en oplevelse.

Feriens småture gav 226 km og 5259 hm. Det var noget rigtigt dieseltræning, hvor der blev sejtrukket op af samtlige stigninger i noget nær panikgearet. Jeg sad og tænkte på, medens knæerne stønnede over lårmusklernes træk, at dette vist ikke optimal træning, hvor man jo ofte koncentrerer sig om at holde en høj pedaleringsfrekvens. Eller med andre ord,man træner musklerne på en anden måde når det drejer sig om styrketræning end hurtighed. Benene på en vægtløfter ser anderledes ud en benene på en cykelrytter! Ville sejtrækkeriet sætte min max-hastighed ned?

Dagens trilletur med Team Sol og Sommer viste, at det på ingen måde var tilfældet. Styrketræningen har givet pote. Dels kan jeg holde en højere maxfart, dels er jeg blevet meget hurtigere på de småbakker OCC normalt racer på. Således kunne jeg køre den lille Strandmøllebakke med et snit mellem 32 og 34 km, hvilket ikke er unormalt når jeg sidder i et felt. Pointen er så bare, at det gjorde jeg ikke i dag, så det er rigtigt positivt.

Bjergene omkring Colombiere er mere bløde end Chamonix-bjergene, selvom vejene er hårde nok. Her i et af passene ligger der et par gårde der sælger den mest fortryllende ost og smør lavet af råmælk direkte fra køerne. Ifølge danske mejeriregler burde vi være faldet om af maveonde, men vi nyder nu stadig produkterne.