søndag den 28. marts 2010

Vi fortsætter hvor vi slap

Racersæsonen blev i 2009 afsluttet i en stribe forrygende regnvejr, og hvor vi slap, startede vi igen. I går da vi havde sæsonstart på 9-holdene i OCC, væltede regnen ned. Så meget at selv licensholdet kom tilbage efter 1,5 times kørsel og lignede små druknede mus. De frøs, men det var nu også kun 4 grader.

9-holdene startede med en times teoriundervisning. Hvorfor vi kører intervaltræning og hvordan vi gør det sikkert. Og, hermed har vi indført paradekørsel som transportform i OrdrupCC, måske som den sidste klub i landet ;-) Belært af erfaring, øvede vi diciplinen med stole i klublokalet, og det havde nu helt sin egen charme at se 30 voksne drenge futte rundt med en stol hver. Desværre fik jeg ikke lejlighed til at fotografere det!

Om vi blev våde og kolde da vi kom ud i regnen? Jo jo, men når endorfinen racer rundt i kroppen er det ligemeget. Vi havde en god tur, og efter en time stoppede regnen, og drengene nød det.

Vi nåede at få noget VO2Max træning på Stumpedyssevej, og så lavt gear op af Birkerødbakken og tungeste gear op af Gelsbakken, så vi også fik lavet lidt styrketræning. Så benene blev behørigt tunge...

Og, da vi kom tilbage til klubhuset var der rettet an til forårets sæsonskiftefrokost. Dejlig.

Hold kæft hvor er det rart at få skub i racercyklen igen.

Ingen kommentarer: