onsdag den 3. marts 2010

81 carbon rammer til test

En gang i mellem forundres man over de tyske cykelblades grundighed, sidst var det et MTB-magasin, og denne gang er det marts udgaven af Tour, som har lavet en test af 27 stel i hver tre stel størrelser, ialt 81 rammer. Er du interesseret i cykler og samtidigt en høj rytter, kan den klart anbefales.

Princippet er jo, at jo større du er, jo tungere er du også... alt andet lige, og derfor skal store stel reelt være stivere end de små stel. Og, det er ingen let opgave for det er lettere at lave et lille stel stift. Testen skiller på den måde bukkene fra fårene.  Der er dem der hævder, at alle carbonrammer nu er tilstrækkeligt stive, og det reelt set er ligegyldigt hvilket stel du kører på. Det gælder måske korte personer, men er på ingen måde tilfældet for høje... viser testen klart.

Mere overraskende er det måske, at geometrien ofte er forskellig på samme stel i forskellige størrelser. Så, når du føler, at du rager op i en masse modvind, som den lille skid ved siden af dig i spurten kan dukke sig for, er du måske ikke helt galt afmarcheret. Flere af stellene har en professionel geometri i de små størrelser, dvs man man sidder langt nede på dem, hvorimod de store størrelser er udpræget mere komfort orienteret: læs med opretsiddende position. Det overraskede mig, dvs at størrelsen på stellet reelt betyder, at det der sælges som én cykelmodel, reelt er forskellige cykler med endog meget forskellige egenskaber! Men, det er ikke alle mærker der laver det nummer!

Nok kan man bruge testen i bladet, men til trods for det store antal cykler de har med, er det næppe sansynligt, at de har lige det stel, du har i kiggerten, med. Hvad gør man så? Tja, det er faktisk ikke en let opgave at købe en god cykel! Man skal både tage hensyn til stivhed, geometri og lir ;-) og bort set fra det sidste er det svært at se forskel. Men stol ikke på cykelhandleren, han er ofte blot interesseret i at sælge det han nu engang har på hylden, og som han tror passer på din pengepung.

Ingen kommentarer: