søndag den 18. december 2011

Hvorfor er du så skaldet?

Stille stod jeg i egne tanker og vaskede min cykel nede ved klubhuset, da en lille knægt råbte gennem hegnet: "Er du cykel rytter?"

Ho ho, ser man godt ud? , tænkte jeg og rettede ryggen, "Ja da!"

"Hvorfor er du så skaldet?" kom det næste spørgsmål, galdende ud over hele landskabet!

øhæhble, mundlam som KlodsHans brødre, fik jeg fremstammet: "Fordi jeg kører så meget med cykelhjelm"

Pis pis pis... bedst som den bemærkning var på vej hen over tungen, var jeg fuldstændig klar over, at den ikke stod til årets pædagogiske pris... øv, og begynde at fremstamme noget om at jeg kørte så hurtigt, at vinden sled det af, lød sgu ikke meget bedre...

OK, your can't win them all, og knægten har jo ret. Meget hår er der ikke. Min lille kække Anker Jørgensen tot midt i den noget høje pande holder vist efterhånden kun 15 hår, og der er god plads mellem dem.  Det ser sgu noget ensomt ud!

Så i aften blev hundeklipperen justeret ned til tre milimetre, tja...så kan man da i det mindste ikke se, at der er langt mellem  stråene, faktisk kan man slet ikke se ret meget. Det værste af det hele er, at det så kun tager mig få dage at blive langhåret. Det der klipning er vist kommet for at blive.

Ingen kommentarer: