Andet rejsebrev fra Indien

Nu er Hanne taget på arbejde, og ungerne sover. Jeg sidder og hygger mig lidt på værelset, medens svuppermanden er igang med toilettet. Nok er det et fem-stjernet hotel, men ikke alt er nødvendigvis som i Europa. Her er mange ansatte til at lave arbejdet, som dog ikke altid bliver lavet i bund. Således kan vores toilet ikke skylle ud, så hver gang vi har været trængende, er vi nødt til at ringe efter svupper-manden. Lidt irriterende i starten, man man vender sig til at have tjenere på alle hænder, og det er jo ikke meget værre at trykke 5 på telefonen, end at skylle ud. Efter som det er Indien, og arbejdskraft intet koster, er der døgnet rundt en svupper-mand på tjeneste. Fint nok.

Vi får så utroligt mange indtryk, at hver dag føles som en hel uge. Jeg skriver derfor rejsebreve for også selv at kunne fastholde vore oplevelser.

I går tog vi toget til Mysore. 1 klasses tur på to timer syd på til den gamle regensstad for landet Karnataka. Fint tog med masser af benplads og servering, et bæger (pulver)tomatsuppe, lidt drikkeyougurt (som flydende zartikki) og to forskellige slags ris. Og så en banan. Egentlig ok, meen... ;-)  Toget derimod var utroligt komfortabelt, og jeg kunne næsten ikke nå sæderne foran mig med benene. Turen pr tog tog som sagt to timer, og hjemad havde vi en bil med chauffør, og det tog fire-fem timer i indisk trafikkaos. En meget god grund til at tage toget. Togturen kostede i øvrigt det samme for os alle fire, som Thit havde givet for et par vældigt fine sko dagen før. Nemligt godt tre hundrende kroner.

Omkring Mysore dyrkes der sukkerrør. Små marker på 20 gange 20 meter, der sættes under vand, og så stikker man små stykker sukkerrør ned, der så skyder rod og blade. Der ligner mest en slags bambus. Alt arbejdet foregår med bagenden i vejret og ellers med to okser foran en plov. Da vi kom lidt ud på landet, stilnede plastic-affalds infernoet lidt af, men blot en enkelt hus.. så er der en tyve meter bred bremme af plastik omkring.

Hannes firma havde sendt en kollega ud til Mysore, som sammen med chaufføren og den regionalt ansvarlige for sikrings-og signallægget i de indiske statsjernbaner tog i mod os på banegården. Voldsomt fint! Herfra tog vi om på et jernbanemuseeum, hvor museumsdirektøren viste rundt. Perlen i samlingen var maharajin (dronningens) togvogn fra 1899. Men nok så sjovt var også en Austin, som efter udtjent liv som bil i England var blevet købt af en inder og ombygget til jernbanebil, med rigtige toghjul og det hele. Med meget større komfort, var det blevet en stor succes hos jernbaneinspektørerne. Til ære for os, blev bilen startet og kørt et par meter hen af de skinner den stod på. Som alt det andet på museet utroligt velholdt.

Før Indien blev samlet af englænderne i 1947, var her 700 konger, Maharajer. Hver kongerige havde sit eget sprog, så i dag tales der 22 større sprog og 844 dialekter og flere forskellige alfabeter. Hindi er det officielle sprog, men administrationssproget er engelsk. Heromkring Bangalore tales fire sprog og engelsk er det første fremmedsprog i skolen, hindi er det andet. Men, når der tales blandt indere blandes sprogene fuldstændigt, sårn efter hvilket sprog der nu har et ord der passer bedst. Det lyder som radioavisen fra Grønland i gamle dage. Til os taler de nu kun engelsk, men udtalen er noget anderledes, så indere der ikke har været udstationerede er noget svære at forstå.

Kongeslottet i Mysore er utroligt flot. Marmor, granit, sølvdøre, glasstole, imponerende træskærerarbejder og natuligvis masser af indlagte elfenbensarbejder. Men også åbent, for her er jo vamt året rundt. Store dele af slottet er faktisk bygget som et overdækkede stadion, så kongen, dronningen og hoffet kunne sidde i skygge og nyde de mange optrædener på forpladsen. Kongen var til tider kun til pynt, som det danske kongehus, fordi sultanen havde erobret magten. Så, Sultanens sommerpalads var næste stop. Lidt mindre ekstravagant, en slags åben pagode i to etager, bygget af en ædeltræsort og et par hundrede år gammelt. Ingen træbeskyttelse ud over det taget gav mod solen, og alligevel meget velholdt. Sommerpaladset lå, som Rosenborg lige uden for voldene i sultanens fæstningsby, på en ø et sted hvor floden deler sig i to. Her blev udkæmpet tre krige, hvor franskmændene støttede sultanen, mod englænderne og to omliggende konger. Til sidst tabte sultanen selvfølgelig (han døde i den trejde krig) og englænderne fik smidt franskmændene ud. Inderne har selv ingen skriftlige kilder til deres historier, men støtter sig til englændernes indberetninger. Eftersom det var hæren der stod i Indien, er der lavet daglige indberetninger, som man nu kan studere i London.

På vejen hjem stoppede vi på en indisk restaurent og fik lidt syd-indisk mad. Altsammen vegetarisk. Fem små retter, meget delikat og kun let krydret. (det med det lette er vi lidt uenige om, men man behøvede nu ikke andet end vand for at rense tungen. Til andre tider skal der noget andet og stærkere til...  som fx banan eller sukkerrørsjuice  ;-) )det kostede den rørlige sum af 40 rupier, eller 5 danske kroner.

Nå nu skal ungerne sgu op!

Kh
Per

PS: Er du nødt til at køre mod ensretningen, så sluk lige lyset... Så er det ikke helt så ulovligt ;-)
PPS: Der er dyttepligt hver gang du passerer en bil på motorvejen. Alle andre steder bruges hornet også, men det er for at fortælle de andre, at man lige klemmer sig ind mellem lastbilen og de to scootere med hver en hel familie på. Der er jo plads til lakken, hvis man lige folder sidespejlene ind.
PPPS: nej, vi har endnu ikke set et trafikuheld, og det er nok det mest uforståelige