onsdag den 15. februar 2012

Tredje rejsebrev fra Indien

Det er faktisk ret let at komme rundt i Bangalore. Man kaster sig bare ind i en af de allestedsnærværende TUK-TUK og sige adressen, så går det i forrygende tempo gennem den infernalske trafik, hen til ens mål. Smart! 



Ja, altså for gåben kan ikke rigtigt bruges. De ansatser der har været til fortov, kan man god glemme. Yderst ujævne og fyldt op med alt muligt, incl læskure til bussen. Bussen kan vist ej heller rigtigt anbefales, med mindre man er rygsækturist og gerne vil opleve noget rigtigt eksotisk. De er meget nedslidte.

Man kan også bede hotellet om at bestille en bil, men dels er det dyrt, dels kan man jo ikke komme hjem igen, med mindre man lader den vente.

Næ, tuk-tuk´erne er den helt rigtige løsning i en travl by. Men, så er der lige det med prisen. Egentlig burde det være let nok, de har nemlig alle indbygget taksameter, men den vil de ikke starte for rige turister, og hoppe ind uden en aftale om hvordan man kommer ud igen, skal man ikke. Næste trin er så, at de konsekvent giver et tilbud på 10 rupier, altså cirka 1,2 kr. Den pris betyder dog, at de vil køre dig hen til en af tingeltangelbutikkerne ejet af Kashmierne. Just to take some photographs, sir!  Men kommer man først ind i en sådan, (very nice price for you sir)-butik, kommer man ikke ud igen uden at være overlæsset med alt muligt og umuligt. Derfor skal man naturligvis aftale en anden pris med tuk-tukken, en med lidt mere realisme, som fx 50 rupies, eller måske endda, hvis du skal langt, 100 rupiies, dv 6 eller 12 kroner. Næste trik var vi så udsat for igår: Næsten henne ved målet, som vi havde opgivet til MG-road(hviket svarer til hovedgaden), spurgte han, hvor på gaden vi ville sættes af? Vi havde aftalt 50 rupiees for turen.  Da vi svarede, at vi ville af ved den nye metrostation, svarede han, at det var alt for langt, og at det ville koste 25 rupiees mere. Vi accepterede og så kørte han lige rundt om hjørnet, og så var vi der. Jeg kunne ikke lade være med at more mig, det var glimrende underholdning for 3 kroner. Altså, man skal være helt præcis, når man indgår aftaler med TUK-TUK-folkene. 

Man kan preje dem på gaden, men enkelte steder har politiet indrettet en fast-pris-bod, hvor tuk-tukkerne holder i kø, som ved Hovedbanegården der hjemme. Man får så udstukket en fast-pris og en tuk-tuk af politimanden. Returrejsen fra metrostationen blev sat til 25 rupiees, altså godt tre kroner, og ville sikkert passe meget godt med taksameteret, hvis det havde været slået til. Så, ingen tvivl om at vi blev snydt på udrejsen, men det er ok. Til den pris er det jo blot en del af underholdningen. Nu venter jeg spændt på, om jeg kan lære nye tricks i dag ;-)

Man kan jo også blot gøre, som Kapil, Hannes chef-kollega på kontoret, nemlig have sin egen privatchaffør ansat. Det koster omkring 9000 rupier om måneden, dvs godt 1.100 kr. og så står han til rådighed døgnet rundt. Det svarer meget godt til det, Kapil brugte, da han inviterede sin famillie og os på restaurent i går aftes. Jeg tror det blev omkring 7.000 rupiies. Det er i sig selv billigt, når vi var 7 mennersker til bords i en af de finere restaurenter, men sætter alligevel det hele lidt i perspektiv. Arbejdskraft koster intet i Indien. Han forsikrede os dog om, at det var en OK-løn, som både chafføren og hans famillie kunne opretholde deres "daglige-brød" på, og som chafføren var godt tilfreds med. Jeg tror ham gerne, men mange røde bøffer bliver det sgu ikke til. Det gør det i øvrigt alligevel ikke, for i Indien spiser man ikke køer, de er jo hellige. Ikke en gang hos McDonals kan man få en burger med oksekød! På hotellet kan man dog, Asger fik en glimrende T-bone-steak forleden, medens vi andre sat og hakkede i vore linser. Nå men, det smagte nu meget godt, og de fleste her, incl Kapil, er vegetarer anyway.

Metroen, som vi fik prøvet i går, er helt ny, den åbnede her i november eller december. Meget flot og hel ren (vi ser i øvrigt ingen grafitti overhovedet i byen). I modsætning til gaden var der næsten ingen med, det tager tid at indføre nye traffikmønster, her som alle andre steder. Prisen var nu i øvrigt meget fair, nemlig 15 rupiies (små to kroner, og dermed væsentlig billigere end en TukTuk, selv på taxameter) fra endestation til endestation. Den kører på en højbane, så man kan se ned på byen og se forskelligheden i kvartererne, der går lige fra fine villaer til små skure bygget af eternitplader. Kontrasterne er enorme. Thit var i øvrigt meget tilfreds, hun kunne for en gangs skyld kunne nå holde-fast-håndtagene i loftet. Metroen er dimensioneret til folk af den rette højde ;-)

Man kan da i øvrigt også bare tage sin egen bil med. Vi så pludselig en bil med franske nummerplader, og var nødt til at spørge, hvordan det kunne lade sig gøre. De havde skam kørt hele vejen fra Alsace, det havde kun taget 20 måneder! 

mvh
Per

PS: Det er kun lovpligtigt med én hjelm pr scooter, så konen og de to-tre børn har oftest ingen på. Det er nu også ligemeget, for jeg har endnu til gode at se nogen spænde hageremmen. ;-)

Ingen kommentarer: