søndag den 18. marts 2012

Årets MTB tur

Lørdagens MTB tur blev nok den bedste i år, meget passende, nu hvor sæsonen lakker mod enden. Skovbunden var som silke, ikke tør og hård, men hel fast med greb og lynhurtig. Og selvom min træningsindsats bestemt ikke har været på toppen siden nytår, lykkedes det mig at køre lige op med det hurtige 9-hold. En rigtig konditionsraspende tur!

Bedst af det hele var, at det lykkedes mig at komme op af en led bakke i Rude skov (den lige efter Maglebjerg, når man kører med uret rundt). Det troede jeg ikke var muligt, men jeg tog den helt ude i højre side, og konstaterede lige pludselig til min egen overraskelse, at jeg var over det svære punkt... yeahaa!  Jeg plejer at forsøge i venstre side, men der væltede Finn rundt.. sådan kan man sommetider får lidt uventet hjælp ;-)

Og søndag gik turen igen med racer på OrdrupCCs Team Recovery, 50 km arrangeret for dem der skal vende sig til at sidde på en cykel igen, inden sæsonen starter. Noget jeg opfandt sidste år, hvor jeg selv havde behov. Og, hvor enkelte hang grundigt det sidste stykke af Strandvejen i sidste uge, var alle med i idag. Sådan reagerer kroppen lynhurtigt på stimuli... ret sejt at være vidne til.

Og, det super bedste af det hele, så er jeg medicinfri i dag. Intensiv og hård træning gør simpelthen underværker på tikkeværket. Nu håber jeg bare ikke at blive indkaldt til operation de næste par dage, for effekten plejer at holde sig nogle dage.

Ingen kommentarer: