I det første indlæg på denne blog, spørger jeg hvordan man kan forberede sig til 300 km regn. Det er forud første lange tur, Vättern Rundt i 2007, hvor meteorologerne lovede regn. Regnen kom ikke, men det gjorde den til gengæld i et helt forrygende omfang denne weekend, hvor vi kørte det norske løb Styrkeprøven, 542 km fra Trondheim til Oslo.
.jpg)
I 450 km stod regnen enten ned i stride tove eller også var vejen våd, så alt alligevel lå hen i en regntåge. Med fokus på holdet og rytterne omkring mig, regn på brillerne, dug indenfor og landskabet pakket ind i tåge, var det ikke meget jeg så. Jeg vil ærligt indrømme, at jeg næppe kan genkende meget. Norge er altid kønt, men oplevelsen står her et døgn efter næsten som en surrealistisk drøm, som at cykle i en laang tragt.
Turen blev kørt på 21:27 timer, hvilket er en halv time hurtigere en planlagt. Incl depoter blev gennemsnitshastigheden 25,3 km/t og i rent køretid 28,8 km/t. De første 300 km blev kørt på 11 timer, inklusiv en tur op over Dovrefjellet i 1.100 meter højde! En tur Vättern Rundt (som jo er 300 km lang og stort set uden højdemetre), burde snildt kunne gøres på under 10 timer nu! Det er sgu godkendt!
Vi og nogle få andre tilløbere, kørte med en lille kerne fra Team Rynkeby, Vordingborg, som stod for turen, arrangerede følgebil og sikrede diciplinen. Ikke mindst gennem deres chef Kristian Krause, som tidligere har kørt Race Across Amerika i en fire-mand stafet. Som en god militærmand havde Krause planlagt turen til midste detalje:
Det største risiko for en sådan tidsplan er depoterne. Hvis folk ikke er meget diciplinerede kan der snildt gå et kvarter, men som det skulle vise sig er 8 minutter meget passende til at alt det vigtige kan klares, uden svinkeærinder.. måske måtte man dog prioritere lidt mellem tørt tøj eller toialet eller... De otte minutter blev klaret ved at Kristian pustede i en forbandet skinger fløjte et minut før afgang og gav et fløjt igen ved afgang.. og så blev der sgu kørt! Jo, en mandtælling blev foretaget, men først ude på vejen.. så når toget kører, er man nødt til at være på! Og ingen stop undervejs! Et par gange skulle vandet lige lades, men så skulle man helst aftale det, et par stykker eller tre, for feltet skulle jo køres op igen. Problemet er bare, at højintensitetsspurter er ikke en god ide, når man skal holde til 542 km, så efter et par gange fandt man ud af at knibe sammen til depoterne ;-)
Da vi vågnede om morgenen regnede det ned i stænger, men da vi var færdige med morgenmaden, som i øvrigt var helt sublim, på Trondheims Grand old lady, hotel Britannica, var det blevet opholdvejr, og den fine blå holduniform kunne luftes.
En trøje, buks, en vindtæt undertrøje og et par løse ærmer udgjorde beklædningen, så da himlens porte åbnede sig en halv time efter afgang, var det sgu en noget kold Per, der besluttede sig til at bruge første depot efter 60 km på at skifte tøj til den normale Ordrup uniform, incl vindvest og regnjakke. Men ved du hvor svært det er at få tætsiddende cykeltøj på, når man er våd, og i øvrig skal finde et sæt i tasken og have pakket det våde ned? Heldigvis havde den bedre halvdel lagt et håndklæde i min taske.. det hjælp lidt. Men altså.. det kan gøres på 8 minutter sharp, når obersten begynder at trække vejret igennem den skingre fløjte! ;-)
Herefter blev det kun til et enkelt trøjeskifte.. og slet ikke skoene. Bedst som jeg begyndte at tro på tørvejr omkring klokken 3 om morgenen og overveje et skoskifte, så.... ja gæt selv.. 20 timer i vand kan i øvrigt få selv de mest velplejede tæer til at lige hobbit-fødder ;-)
Men ellers gør regn ikke så meget, hvis ellers temperaturen holder sig over de 10 grader. Med en god regnjakke (hjælper ikke på regnen, men mod afkøling) og en høj arbejdsintensitet, kan man såmen godt sidde og hygge sig lidt i sin kokon. Selv bananshaken (most banan, regnvand og sand) kan blive til en nydelse ;-) Depoterne derimod er en tænderklaprende forestilling, men af cyklen skal man jo.
Før turen var jeg lidt i tvivl om hvilken gearing jeg skulle sætte på cyklen. Det viste sig at kompact i for og 12-25 i bag var fint, selvom jeg havde vist ikke brug for det laveste tandhjul. Inklinometeret på gps'en virkede ikke når det regnede aller mest, men det så ud som om stejleste bakke holdt sig på 7 procent og stejleste lange opkørsel på 5,5
Det er lidt underligt at kroppen kan køre løs i så lang tid, på så højt et niveau. Efter lang tids træning kan jeg mærke når blodsukkeret falder, en hurtig gel, eller en energi bar.. lidt efter omstændighederne, kan rette op på det igen. sjovt nok, så breder der sig i de situationer, en lykke igennem hele kroppen, ganske få minutter efter at en gel er hældt indenbords. Nu ved jeg jo, hvad der sker, men jeg tog alligevel mig selv i at sidde og smile lidt efter +400 km i regnvej og egentlig synes jeg havde det meget godt.. Det der med at bryde ud i sang, bare fordi man har kørt 80 gram sukker ind, kan i visse situationer godt virke lidt mærkeligt ;-) På depoterne blev der kørt så mange skiver franskbrød med salami ned som muligt. Dels frigiver hvidt brød hurtigt sin energi, dels var formålet at få noget stivelse ned til at holde igen på sukkeret i barer, energidrikke og geler. Hvis menuen kun står på den slags siger min erfaring mig at maven bliver lidt løs i det efter 250 km.. ikke lige det man har mest brug for! Misionen lykkedes, selvom jeg godt nok kørte med halsbrand de sidste 50 km.
Vel hjemme kunne jeg i dag, mandag afhente min cykel, min følgesvend og plageånd, mit missil og LeMans racer.. Blev sgu så glad for at se den igen, så jeg måtte tage et billede
.jpg)
Kroppen reager på belastningen med at blive stiv og øm, anretter en let feber og pumper vand ind i led, muskler og hud. I går aftes var alt hævet og mine hænder lignede en rengøringshanske der var pustet op. Væk var de normale aftegninger af sener og blodårer. Men her 24 timer efter ligner de dog næsten sig selv igen. Kun de store lårmusker stadigt ømme. Vægten er gået 1,8 kilo op, hvilket sikkert skyldes en kombination af væskeophobningen og forrygende meget mad kørt indenbords.. i transit om man kan sige. Vi får se hvor den ender henne efter en lille uge.. det plejer at hjælpe.
Et lille trick: GPS' en kan kun holde strøm i 11 timer, så jeg havde købt mig et ekstra batteri. En standard powerpack, af de større, 5000 mAh (en opladning kræver 1700 mAh), pakket ind i frostposer og snurret til i tape, så den var vandtæt, samt en taske til at sætte på overrøret, så ledningen kunne nå. En genial løsning. Det viste sig at Garmin laver en også, i en smart beholder til at sætte fast på cyklen. Smart men, viste det sig, ikke ordentlig vandtæt i superregnen og ikke med for alvor nok strøm. Dels var min løsning billigere og mere fleksibel, og dels havde jeg så meget strøm, at jeg kunne køre med lys på GPS'en hele natten. Det var dælme rart at kunne se hvad der sker.. op eller ned og hvor hurtigt ;-)
Jeg har holdt fri i dag mandag, var dygtigt træt og uskarp. Bagen gør ondt og musklerne er ømme.. men mentalt.. jo jeg er helt parat til at tage afsted igen.. endorfinerne raser stadig i blodet. Som de skriver i bladet "I form":
Helt korrekt! :-)
.jpg)
I 450 km stod regnen enten ned i stride tove eller også var vejen våd, så alt alligevel lå hen i en regntåge. Med fokus på holdet og rytterne omkring mig, regn på brillerne, dug indenfor og landskabet pakket ind i tåge, var det ikke meget jeg så. Jeg vil ærligt indrømme, at jeg næppe kan genkende meget. Norge er altid kønt, men oplevelsen står her et døgn efter næsten som en surrealistisk drøm, som at cykle i en laang tragt.
Her ses vejret fra vores hotel ved afgang. Det er ikke meget af fjeldet der kan ses
Turen blev kørt på 21:27 timer, hvilket er en halv time hurtigere en planlagt. Incl depoter blev gennemsnitshastigheden 25,3 km/t og i rent køretid 28,8 km/t. De første 300 km blev kørt på 11 timer, inklusiv en tur op over Dovrefjellet i 1.100 meter højde! En tur Vättern Rundt (som jo er 300 km lang og stort set uden højdemetre), burde snildt kunne gøres på under 10 timer nu! Det er sgu godkendt!
Vi og nogle få andre tilløbere, kørte med en lille kerne fra Team Rynkeby, Vordingborg, som stod for turen, arrangerede følgebil og sikrede diciplinen. Ikke mindst gennem deres chef Kristian Krause, som tidligere har kørt Race Across Amerika i en fire-mand stafet. Som en god militærmand havde Krause planlagt turen til midste detalje:
Det største risiko for en sådan tidsplan er depoterne. Hvis folk ikke er meget diciplinerede kan der snildt gå et kvarter, men som det skulle vise sig er 8 minutter meget passende til at alt det vigtige kan klares, uden svinkeærinder.. måske måtte man dog prioritere lidt mellem tørt tøj eller toialet eller... De otte minutter blev klaret ved at Kristian pustede i en forbandet skinger fløjte et minut før afgang og gav et fløjt igen ved afgang.. og så blev der sgu kørt! Jo, en mandtælling blev foretaget, men først ude på vejen.. så når toget kører, er man nødt til at være på! Og ingen stop undervejs! Et par gange skulle vandet lige lades, men så skulle man helst aftale det, et par stykker eller tre, for feltet skulle jo køres op igen. Problemet er bare, at højintensitetsspurter er ikke en god ide, når man skal holde til 542 km, så efter et par gange fandt man ud af at knibe sammen til depoterne ;-)
Da vi vågnede om morgenen regnede det ned i stænger, men da vi var færdige med morgenmaden, som i øvrigt var helt sublim, på Trondheims Grand old lady, hotel Britannica, var det blevet opholdvejr, og den fine blå holduniform kunne luftes.
Her ses hele holdet foran Trondheims berømte domkirke, Nidarosdomen
En trøje, buks, en vindtæt undertrøje og et par løse ærmer udgjorde beklædningen, så da himlens porte åbnede sig en halv time efter afgang, var det sgu en noget kold Per, der besluttede sig til at bruge første depot efter 60 km på at skifte tøj til den normale Ordrup uniform, incl vindvest og regnjakke. Men ved du hvor svært det er at få tætsiddende cykeltøj på, når man er våd, og i øvrig skal finde et sæt i tasken og have pakket det våde ned? Heldigvis havde den bedre halvdel lagt et håndklæde i min taske.. det hjælp lidt. Men altså.. det kan gøres på 8 minutter sharp, når obersten begynder at trække vejret igennem den skingre fløjte! ;-)
Herefter blev det kun til et enkelt trøjeskifte.. og slet ikke skoene. Bedst som jeg begyndte at tro på tørvejr omkring klokken 3 om morgenen og overveje et skoskifte, så.... ja gæt selv.. 20 timer i vand kan i øvrigt få selv de mest velplejede tæer til at lige hobbit-fødder ;-)
Men ellers gør regn ikke så meget, hvis ellers temperaturen holder sig over de 10 grader. Med en god regnjakke (hjælper ikke på regnen, men mod afkøling) og en høj arbejdsintensitet, kan man såmen godt sidde og hygge sig lidt i sin kokon. Selv bananshaken (most banan, regnvand og sand) kan blive til en nydelse ;-) Depoterne derimod er en tænderklaprende forestilling, men af cyklen skal man jo.
Før turen var jeg lidt i tvivl om hvilken gearing jeg skulle sætte på cyklen. Det viste sig at kompact i for og 12-25 i bag var fint, selvom jeg havde vist ikke brug for det laveste tandhjul. Inklinometeret på gps'en virkede ikke når det regnede aller mest, men det så ud som om stejleste bakke holdt sig på 7 procent og stejleste lange opkørsel på 5,5
Det er lidt underligt at kroppen kan køre løs i så lang tid, på så højt et niveau. Efter lang tids træning kan jeg mærke når blodsukkeret falder, en hurtig gel, eller en energi bar.. lidt efter omstændighederne, kan rette op på det igen. sjovt nok, så breder der sig i de situationer, en lykke igennem hele kroppen, ganske få minutter efter at en gel er hældt indenbords. Nu ved jeg jo, hvad der sker, men jeg tog alligevel mig selv i at sidde og smile lidt efter +400 km i regnvej og egentlig synes jeg havde det meget godt.. Det der med at bryde ud i sang, bare fordi man har kørt 80 gram sukker ind, kan i visse situationer godt virke lidt mærkeligt ;-) På depoterne blev der kørt så mange skiver franskbrød med salami ned som muligt. Dels frigiver hvidt brød hurtigt sin energi, dels var formålet at få noget stivelse ned til at holde igen på sukkeret i barer, energidrikke og geler. Hvis menuen kun står på den slags siger min erfaring mig at maven bliver lidt løs i det efter 250 km.. ikke lige det man har mest brug for! Misionen lykkedes, selvom jeg godt nok kørte med halsbrand de sidste 50 km.
Vel hjemme kunne jeg i dag, mandag afhente min cykel, min følgesvend og plageånd, mit missil og LeMans racer.. Blev sgu så glad for at se den igen, så jeg måtte tage et billede
.jpg)
Det sorte lyn gejlet op til langfart. Vil du med?
Kroppen reager på belastningen med at blive stiv og øm, anretter en let feber og pumper vand ind i led, muskler og hud. I går aftes var alt hævet og mine hænder lignede en rengøringshanske der var pustet op. Væk var de normale aftegninger af sener og blodårer. Men her 24 timer efter ligner de dog næsten sig selv igen. Kun de store lårmusker stadigt ømme. Vægten er gået 1,8 kilo op, hvilket sikkert skyldes en kombination af væskeophobningen og forrygende meget mad kørt indenbords.. i transit om man kan sige. Vi får se hvor den ender henne efter en lille uge.. det plejer at hjælpe.
Et lille trick: GPS' en kan kun holde strøm i 11 timer, så jeg havde købt mig et ekstra batteri. En standard powerpack, af de større, 5000 mAh (en opladning kræver 1700 mAh), pakket ind i frostposer og snurret til i tape, så den var vandtæt, samt en taske til at sætte på overrøret, så ledningen kunne nå. En genial løsning. Det viste sig at Garmin laver en også, i en smart beholder til at sætte fast på cyklen. Smart men, viste det sig, ikke ordentlig vandtæt i superregnen og ikke med for alvor nok strøm. Dels var min løsning billigere og mere fleksibel, og dels havde jeg så meget strøm, at jeg kunne køre med lys på GPS'en hele natten. Det var dælme rart at kunne se hvad der sker.. op eller ned og hvor hurtigt ;-)
Jeg har holdt fri i dag mandag, var dygtigt træt og uskarp. Bagen gør ondt og musklerne er ømme.. men mentalt.. jo jeg er helt parat til at tage afsted igen.. endorfinerne raser stadig i blodet. Som de skriver i bladet "I form":
Endorfin er smertestillende og giver en følelse af lyst og energi.
Udskilles ved hård træning og arbejde, succes, forelskelse, sex og latter.
Helt korrekt! :-)
Fra målstregen
1 kommentar:
Spændende beretning. Uforståleligt at det kan lade sig gøre. Det er virkelig en styrkeprøve for de mest hårdføre. Hilsen Jørgen
Send en kommentar