Post Danmark Rundt 2012

Traditionen tro, havde Jægersoldaten skaffet VIP billetter til finalen i Post Danmark Rundt. Tager hatten af for Niels organiseringsevner! :-)

Værten i år var Onfone/Christina Watches, holdet bygget op omkring Michael Rasmussen, og sikke et arrangement, med musik, bar og nok den bedste helstegte pattegris jeg endnu har smagt!  Fadøllen må vente til efter C2C, for det har desværre knebet lidt med vægttabet i år. Eftersom Christina Watches er et London firma, var baren naturligvis pakket ind i en rød-londonbus. Bedst var dog at den var parkeret 50 meter før mål.

Og, her kunne herreklubben se Mark Cavendish tordne i mål, en hel cykellængde foran alle de andre. Sjovt nok overraskede det mig, at han starter så langt ude, selvom vi jo også til Tour de France så ham åbne 200 meter fra målet. Han er i øvrigt ej heller så høj, men når man ser ham på fjernsynet ligner han en østtysk kampvogn. Sådan kan perspektivet jo svigte, når alle de andre ryttere jo ret beset er spirrevipper. Se om Jakob Piils kampvægt fra tidligere år  ;-)

Mark Cavendish stillede så også op i velgørenhedsdelen af vores eget Tour de Charlottenlund i aften, som støtte til sponsormodtageren LaFlameRouge, som Brian Holm står bag ved. De to kender jo hinanden rigtigt godt. På den måde blev aftenen til en stor fest for Charlottenlund og OrdrupCC. To guttermænd! Selv vejret strålede fra den gode side, selv om vi på grund af OL var nogle uger senere end normalt. Desværre tager arbejdet alt for meget tid, så jeg nåede lige netop ikke at se Cavendish drøne først over målstregen på Jægersborg Alle, men jeg så hvor forpustede alle andre var i forsøget på at holde hjul. 

Check lige vejret næste uge!

Det bliver stort!

Det er ikke sport, men forretning

Hvis der er noget moderne reality tv-instruktører kan, så er det at opretholde spænding. Bedst som der er faldet et vist ro på Robinsonekspeditionen.. der er skabt et hieraki...venner og fjender er defineret... ændres reglerne. Det gælder om hele tiden at holde konfiktniveaet oppe, for der er vel næppe noget så kedeligt som en flok afslappede sen-teenagere på ø-sommerferie. Jeg husker endnu fra en af de tidlige sæson, at der havde etableret sig et mønster med venner og fjender hvor man langsomt stemte hinanden ud, som man nu fik magt til. På den måde blev det hele forudsigeligt.. deltagerne skulle bare falde ind i mønsteret med at skabe alliancer. Så ændrede instruktørerne reglerne og satte en af de udstemte tilbage på øen.. nu velfodret og udhvilet og med en beskyttelsesparagraf.. vedkommende måtte ikke stemmes hjem de næste to tre gange... total forvirring og angst.. spillereglerne var pludselig helt ændret.. fairness? Nej, sublim terrorpsykologisk underholdning.. hvis man er til den slags.  Robinsonekspeditionen er ikke sport, men forretning.. der skal gerne seere i kassen.

Sådan er det også med cykelsport. Forleden styrtede favoritterne i PostDanmark Rundt i en stor pærevælling, udenfor tre kilometermærket.  Ved styrt indefor tre kilometer får de styrtede samme tid som den første i mål, men her var det altså udenfor, og favoritterner lå i bunker, medens andre knapt så dyre ryttere susede i mål. Klassementet var pludselig sprængt i stumper og stykker... favoritterne var kommet så langt bagud, at konkurrencen om førertrøjen var blevet overlandt til.. ja undskyld... sekundaryttere. Vupti besluttede DCU at udvide tre-kilometermærket med 500 meter, så klassementet blev bevaret, og de styrtede ryttere samme sluttid, som dem der ikke styrtede. Hamrende uretfærdig, sagde Michael Rasmussen, der med sine ryttere lå foran styrtet og på den måde havde regnet med at blive katapulteret op i rækkerne.  Ja men, konkurrencen på de resterende etaper ville pludselig have været ligegyldig! Fair? Nej! men procykling er ikke sport, men forretning.. der skal gerne seere i kassen.

Sådan var det ikke med Lance Armstrong. Han satte sig i sine syv år så hårdt på klassementet i Tour de France, at ingen turde køre forbi ham. Og TdF blev røvkedeligt. Udfaldet var givet på forhånd.. Var Lance Armstrong først i den gule trøje, var konkurrencen aflyst.. pisse kedeligt!

Nu viser det sig, som vi alle formodede, at han var doped op over alle ører. Kraftedeme om han ikke med sin doping ødelagde enhver form for spænding.... sgide Spielverderber!!

Nå, funny nok kan man ikke fratage ham sine sejre, for nummer to og nummer tre i de syv år, har allerede tilstået at have doped sig, og hvem skulle så sættes op på piedestalen som vinder? På den måde kan man jo sige, at når alle var doped, kæmpede de på lige plan, og Lance var bare bedre... NEJ, jeg er ligeglad.. han spolerede det spændende i løbet, og TdF burde have ændret på reglerne på en måde så spændingen igen kom ind. Husk, TdF er ikke en sport, TdF blev stiftet for at man havde noget at skrive om i aviserne om sommeren.

Og, så kørte han i sorte strømper  o horror.. absolut ingen smag!

Tilbage i de lange rør

Så er sommerferien slut, shortsene er smidt igen og stålbenene er igen iklædt lange rør, suk.. sorte cowboybukser på den varmeste dag i 37 år, er lidt af en udfordring!

Sommerferien blev delt med søsteren og svogeren i deres nye vidunderlige byhus i Sydfrankrig. Jeg har aldrig rigtigt kørt i Massif Central, men området er supergod træning til C2C om få uger. Ikke mindst turen op til Col de l'Espinouse slår til, med 22 km med en gennemsnitlig stigning på 5%. Det kan fint måle sig med de høje bjerge.

Nede i dalen var der 35 grader, på det lyngbeklædte bjerg 22. Rigtigt behageligt. Som altid kørte vi en morgentur og hyggede os med Asger resten af dagen. Jeg fandt en morgenrute, som kunne gennemføres på en time, godt 25 km og 500 hm, lige passende medens familien vågnede og ventede på at morgenbrødet kom. Ialt blev det til 222 km med 4200 hm på fem dage... ikke ringe!

Jeg forstår kærligheden til Frankrig, gode vine, smukke steder og en rigtig behagelig og hensynsful trafik.

Superkvinden og hendes mand ;-)

At der så er overordentligt langt derned, er så hvad det er. En meget hurtig hovedregning viser, at det med lethed kan betale sig at tage biltoget fra Hamborg til Narbonne. Det gør vi næste gang!

Copenhagen challenge

Ekstremsport bliver mere og mere populær, og i dag kørte triatlon eventet Copenhagen Challenge igen. Depotzonen på de 180 km ligger her i Klampenborg, så selvfølgelig måtte TeamSologSommer lige ud til stranden for at kigge.

Mange var veltrænede, men ikke alle så lige fitte ud, så hatten af for modet til at kaste sig ud i 3 km havsvømning, 180 km cykelløb og en maraton. Vi andre nød at se på.

Vandet i Øresund er i øvrigt 18 grader, dejlig sommer

Mellem ørerne

Smerte er blot et punkt mellem ørerne, siger elitesoldaterne. Og givet er det, at smertetærskel er et udtryk for i hvor høj grad man kan ignorere, at det gør ondt.

For mange år siden fik jeg målt min kondital. Det finder man der hvor det er allermest udmattende og man er lige ved at falde af cyklen... lige der peaker man... og det er iltoptagelsen lige i det sekund man måler. Og det er altså rimeligt hårdt. Det er blodsmag i munden, plumberne i tænderne er ved at falde ud (eller sådan føles det) og det er alvorlige overvejelser om af finde nærmeste brækspand.  Forskeren der hjalp, havde været på rundtur for at måle almindelige danskere, som led i en hjertekampagne. Som han sagde: det er næsten umuligt at måle konditallet for en uøvet, for folk giver op inden det for alvor begynder at gøre ondt. Folk er ikke vandt at påføre sig selv den ubehag.

Efter en dejlig ferie i Frankrig, med alt for megen vin, hvidt brød og restaurantbesøg, orkede jeg simpelt hen ikke at stå op på vægten. Så da vi var ude og træne i går, var det en formodentlig 1-2 kilo tungere Per der dukkede op. Og det gør en forskel, specielt når ruten var lagt så den krydser flest mulige højdemetre. Og bevistheden om det gør en forskel. Jeg var ganske enkelt ikke mentalt sprød, nærmest lidt opgivende på forhånd.... og det var pisse hårdt at køre op ad!

Her til morgen var jeg så på vægten. Og søreme... det var ikke alene vellevned i Frankrig, der blev også kørt et pænt antal kilometre i bjergene . Min vægt var faldet et halvt kilo! Og set tilbage på i går aftes kværnede jeg da vist også de fleste på bakkerne :-D

Så jo, den mentale indstilling betyder meget. Det er ikke kun smerte der er et punkt mellem ørerne. Troen på sig selv sidder der også.

Ny rekord, med måde

Her i huset trænes der flittigt til Coast-to-Coast! Eftersom jeg er kommet lidt sent ud af røret i år, blev det juli der måtte trække det store læs. Præcist 1.200 intensive og hårde kilometre blev det til. Det er ny rekord for en enkelt måned, nemlig hele to kilometre mere end april sidste år. Man skal slå sine rekorder med måde, så de stadig kan overgåes senere ;-)

Eftersom langt hovedparten af kilometerne var tæske hårdt interval-træning, var der både dømt træthed og ømme ben hele juli. Det er lang tid siden jeg ellers har haft ømme ben, men når bare der bliver gået nok til makronerne, så kommer de altså.

Med Chris Anker på Tourmalet

Chris Anker har lagt sine watt-tal for hele Tour de France ud på nettet, og Jyllandsposten har skrevet en glimrende artikel om det

Bjergetapen i Pyrenæerne kørte han således:

Bjerg	Gennemsnitlige watt-tal pr. kilo	Tid	Gennemsnitlig watt-output
Col d’Aubisque	4.8w/kg	53:58	308W
Col du Tourmalet	5.1w/kg	58:10	330W
Col d’Aspin	5.3w/kg	29:36	345W
Col de Peyresourde	5.4w/kg	26:46	347W

Ud over at det er imponerende, at hans output stiger jo længere han kommer på etapen, så kan man se, at det tog ham 58:10 at køre op på Tourmalet.

Da jeg kørte den sidste år, kom jeg, som hurtigste på hold tre, op på 1:45, hurtigste på hold to kørte i tiden 1:25 og hurtigste på hold et i tiden 1:05...  Det er jo en professionel tid!  Han var så også svensk mester i et eller andet på cykel, men alligevel!

I år må jeg desværre sige, at min vægt er omkring fire kilo højere, så det bliver lidt hårdere. Men pyt, så er der mere tid til at beundre udsigten ;-)

Fødselsdagsfest i bakkerne

Thit kom til morgenmad og Asger var på spejderlejr, så da morgenhyggen var gennemført dappede de to gamle (hvoraf den ene nu er nærmere på halvtreds end fyrre, uha uha) til Hallandsåsen i Sverige for at få kørt nogle ornt'lig syge bakker.

Kan man forestille sig en bedre fødselsdagsgave, end en cykeltur i solen med sin kæreste? Tja, når det indbefatter bakker med 18% i stigning vil nogle måske takke af, men vi nød det ;-)

Om lørdagen kørte halvdelen af TeamSologSommer endnu en gang som træner på 9-holdet på OCC. Meget træning går ud på at bringe folk ud af komfortzonen, dvs hele tiden presse citronen en smule mere end sidst. Derfor kører vi forskellig ture med forskellige intervaller, så musklerne aldrig vender sig til bestemt belastning, men hele tiden skal reagere for at svare på udfordringen. Den lede træner bestemte, ud fra vejret og de fremmødte, at vi denne lørdag skulle køre langt og hurtigt, men ingen intervaller. Ikke helt det samme som når vi kører lang-lørdag, hvor der er tid til en fornuftig lang cykletur og tempoet er lidt lavere. Niks, med en halv time mindre til rådighed end ved normal lang lørdag, skulle der trædes til, krydret med perioder med rulleskifte for hele holdet. Turen gik op gennem de små Nordsjællandske veje til Hornbæk, med retur til Ordrup via Strandvejen. Det blev lige 112 km med et snit på 32 km/t, og kun to stop. God træning, for de fleste var nede og grave godt i såvel kræfterne som energidepoterne.

Det kunne mærkes dagen derpå på Hallandsåsen. Helt sukkerkold gik jeg, så Hanne fik fornøjelsen af at kværne mig på den sidste bakke med 7% stigning ;-)  Men dejlig tur var det nu !

Tour de France i Pyrenæerne

Så er det i dag, TdF kører i rundt i på de bjergtoppe vi andre også skal igennem i Pyrenæerne.
Col d´Aubisque, Col de Tourmalet, Col d´Aspin, Col de Peyresourde og i morgen tager de Col de Menté.

Det bliver spændende at gense de flotte bjergpas, håber vejret er med os.

Skal Skys dominans knækkes, skal det ske i dag, ellers er det for sent og Wiggins vinder. Men det er ellers ikke fordi dette års TdF har savnet dramatik. Lige fra søm på vejen over massive styrt til de obligatoriske dopingafsløringer, herunder dagens undskyldning "jeg er blevet forgiftet!" Hvis Fränk er forgiftet, hvem har så haft interesse i det? Hvem har et motiv? Ledelsen på det fallit truede cykelhold? De kan vel spare de par millioner de er bagud med betalingen, meeen alligevel.. det er langt ude.

Jeg har moret mig lidt med at følge med på internettets gadekær, Twitter, og der falder mange gode kommentarer af, som fx "Hvis Fränk er dopet, skulle han have taget noget mere" Der henvises naturligvis til at Fränk har vist noget af den mest uinspirerede kørsel ever og ligger langt ned i klassementet.

En anden peger på at procykling er en af de mest krævende sportsgrene: "I hvor mange andre sportsgrene udgår 8% af udøverne med brækkede knogler? World Cup i rugby? Nej, kun 2%"

Ja, det er som dagens etape ikke for tøsedrenge. Som Jens Voigt skriver på Twitter: "I just realised today that beyond pain there is a whole new universe of more pain.... Ok lets go out and ride this stage"

........
Opdatering efter dagens etape: Voeckler kørte Col de Peyresourde (9,5 km 6,9%) på 26 minutter. ... jeg kørte den på 49 min. Profeltet kører cirka dobbelt så hurtigt som os dødelige ;-)

Og Evans gik ned. Løbet er afgjort.

Men Chris Anker beviste, at han er formidabel bjergrytter, med en andenplads efter Voeckler. Flot!

Zzzzz

Over de sidste løbende 14 dage, er det blevet til 530 km gennem tre træningssessioner pr uge. Egentlig er det ikke usædvanligt eller specielt meget. Men, dels er det første gang i år der har været tid og mulighed for den træningsmængde, og dels har jeg været træner på alle turene... og jeg er altså en hård herre og har lagt rigtigt hårde intervaller ind.

I går aftes skulle det være et lidt lettere rullen af, men når jeg nu havde fået lagt en rute over samtlige de store bakker der er i omegnen, og får sat intervallerne så folks styrke gik lige op, med besked på spurt på alle de afsluttende bakker... ja så er der ikke megen rullen-af ej heller selvom vi kun kørte 46 km.

Flere på holdet virker mere eller mindre trætte pt, og jeg selv er fuldstændig flad. En ting er at falde i søvn om eftermiddagen til Tour de France, men inden jeg tog på arbejde i dag, ville jeg lige chekke afslutningen på gårsdagens rute af, som jeg desværre gik glip af, eftersom der stod egen-træning på programmet, netop som Chris Anker knoklede allermest.

Til trods for en god nattesøvn, morgenkaffe rumlende i maven og sol på sofaen, lykkedes det sgu at falde i søvn på under to minutter ;-) Ikke dybt eller lang tid, men ikke desto mindre. Slukkede derfor for fjernsynet og tog på arbejde istedet.

Nå men, i det mindste virker træningen helt formidabelt. Vægten suser ned og formen op. Så tager vi resten med.  Men tror nok jeg glæder mig til ferien ;-)

CO2 patroner til syv år

Sommetider hører man singles klage over, at man skal købe to kilo kød for at få en rabat. Men intet slår nu alligevel den rabat jeg fandt på CO2-patroner forleden.

CO2 patroner bruger vi til at pumpe dækkene på cyklerne op efter en punktering ude på ruten. Det er lettere for "armerne" end en almindelig pumpe og går ikke så lidt hurtigere.

En patron for 20 kr, fem for 89,- ... og på den rette webshop: 100 stk for 500 kr incl porto. Det er sgu da en rabat der vil noget!

På første halvår i år, har jeg haft fem punkteringer ude på ruten, og Hanne måske to, så nu har jeg  CO2 patroner til de næste syv år ;-)

Mon ikke der er nogle der vil dele?

En tur på vejen, en tur på sofaen, en tur i haven

Træningen til årets Coast2Coast er nu for alvor gået i gang. Juli er første måned, hvor der ikke er alle mulige helbreds- og arbejdsmæssige årsager til at svigte træningen, og sådan ser det faktisk ud helt frem til september.

Lørdag til lørdag (dvs begge incl) blev på 400 km, alle med benhård intervaltræning. Vi kører begge, og vore konditioner er i lodret stigning. Den bedre halvdel kører bedre og hurtigere end nogensinde før, og sidder nu med på alle intervaller i den fulde længde. Blot træls, at resten af holdet har samme fremgang, så kan man ikke se ens egen stigning så meget. Hvor vi startede sæsonen med små intervaller af maks 4-7 km længde er der nu også lagt øresynderrivende 30 km passager ind. Først et par intervaller de 30 kilometre op mod Nordsjælland, så en 30 km lang hastigheds- og udholdenhedsrundtur, og så hjem igen, samme distance, også med et par intervaller.

Og sådan gik lørdag. Først den lange tur, dernæst resten af dagen på sofaen, helt væk fra omverdenen og Tour de France, der ellers udspillede sig på fjernsynet.

Tre gange træning om ugen er passende, når hårdheden er så høj. Restitueringen passer lige med små to døgn, så derfor blev søndagen ikke brugt på vejen, selvom vejret var sublimt. Det blev i stedet til en tur i haven.

Cyklerne trængte til lidt puslen. MTB´erne skulle have nye kæder, og det havde de gjort siden i vinters, og raceren havde siden Harzenturen trængt til normal gearing igen.  Men, mon ikke de fleste forstår noget helt andet ved en tur i haven? ;-)

Så uanset, blev det en weekend i cyklens tegn, på vejen, på sofaen og i haven

Én lang rundtur

Så fik vi afholdt vores årlige licensløb. Alle klubber med licens, skal afholde et løb, hvilket jo er fair nok, for ellers var det jo ingen konkurrence.

Et sådan løb kræver tonsvis af frivillige, og selvom vi havde huset fuldt af gæster, måtte jeg møde frem. Jeg skulle vist kun have haft en kort tjans, men det blev til at køre kommissæren rundt. Ligesom fodboldkampen har sine linjevogtere, har licensløbet en dommer på banen. Og han er der fra start til slut, så det blev til 262 km rundt på vores lille mesterskabsrute på 7 km. Tror da lige jeg kender den nu!

Men, så meget bedre end de stakler der passede vejkryds. Jeg sad da i tørvejr ;-)

Nu med reklamer

Lidt IT-nørd er man jo, så jeg skal lige prøve hvordan googles reklamer virker. Se ude til højre!

Kønt er det fanme ikke, men til gengæld doneres alle potentielle indtægter til OrdrupCCs ungdomsarbejde. Måske kan der blive til en flødebolle efter træning... til deling ;-)

Tour de France - Jeg må give mig

Det var godt nok en flot etape i dag! Michael Mørkøv havde på forhånd erklæret, at han ville køre sig i den prikkede bjergtrøje, og minsanten om han ikke gik ud og gjorde det. Dagens forvoksede bakker passede til den sprintstærke banerytter, og da han kom med i dagens udbrud, blev varen også leveret.

En anden der leverede var Fabian Cancellara, den ene af mine to ynglingsryttere. At den tunge spartakus kan køre fra feltet op ad den sidste stejle stigning før målet er helt imponerende. Endnu en dag i den gule trøje, velfortjent!

Måske skal man til at holde øje med Peter Sagan, dagens vinder. Sikke en debut i TdF!

 Men, og her kommer overgivelsen. Det hele blev set i  ulta grynet kvalitet (eller rettere mangel på kvalitet) på Europortsplayeren på min PC... nu er jeg endelig krøbet til kors og har bestilt TV2 til det store fjernsyn. Ærgeligt, men så længe jeg slap, var det godt ;-)

Speed wobble eller egenfrekvens

Højprofil fælge er jo skabt til at reducere luftmodstanden ved høje hastigheder, så jeg troede egentlig, at den eneste årsag til at de professionelle ikke brugte dem i bjergene, var den forøgede vægt der skal slæbes op, inden det går ned af igen.

Stor var min overraskelse sidste år i Harzen, da jeg fandt ud af, at den rigtige årsag er, at højprofilfælge ikke egner sig til at køre rigtigt rigtigt stærkt. Når man kommer over 60 km/t begynder det hele at ryste.

Om det er aerodynamikken eller man i virkeligheden får lavet et setup hvor egenfrekvensen flytter ned omkring de 60 km/t og gør det hele ustabilt ved jeg ikke. Men, ingen tvivl om at egenfrekvens er noget man må tage i betragtning.

Alt har en egenfrekvens, men det er sjældent at vi oplever det rigtigt kontant i hverdagen. Rystelser udbreder sig i alt, men dæmpningen af rystelsen er forskellig alt efter hvilken frekvens rystelsen har. Ved bestemte frekvenser er der stort set ingen dæmpning, hvorfor genstanden ikke af sig selv stopper med at ryste, hvis den først er kommet i gang og påvirkes genstanden med en frekvens der ligger tæt på egenfrekvensen ophobes der blot yderligere energi i systemet, indtil det bryder sammen. Inden for ingeniørvidenskaben er Tacoma Bridge det klassiske eksempel. Ved bestemte vindhastigheder ramte vindens turbulens broens egenfrekvens, hvorfor den måtte ende med at bryde sammen.

;

I dag får alle ingeniører uddannet i Canada en ring ved dimmisionen, lavet af stål fra Tacomabridge, som påmindelse om at huske at regne på egenfrekvensen når de konstruerer en genstand.

Det er børnelærdom for ingeniører, og måske oplever vi det netop derfor så sjældent. Men vi kender det fra kirkeklokkerne.. tonen en klokke udsender, er dens egenfrekvens. Man slår en gang på den, og så svarer den ved at ryste med den frekvens hvor der er mindst indre modstand.

Samme gælder cykler, slå på den, og den svarer med sin egenfrekvens:

;

Her ser vi en hurtig egenfrekvens, der fødes med enrgi fra cyklens fredrift. Det må ikke ske, og ganske simpelthen dårlig ingeniørarbejde.

At det er vigtigt, viser næste eksempel

;

Se omkring 0:28. Vil gætte på at han havde brug for at skifte cykelbukser ;-) 

 Når man skal ændre på en egenfrekvens, kan man ændre konstruktionens stivhed, masse eller placering af masse. Det betyder, at skal man stoppe en galloperende cykel, skal vægten enten flyttes fra sadlen ned i pedalerne, altså at man løfter sig fra sadlen, eller at man kobler kroppens vægt med stellet, dvs at man klemmer knæerne hårdt ind mod stellet.  At klikke sig ud at pedalerne, som han gør i dette tilfælde, gør kun ondt værre! Heldigvis gik det endda.

Så, når du kører ned af, hedder det altid som sikkerhed, "Knæerne ind på stellet". Det øger i øvrigt også din aerodynamik! Og lad være med at sidde alt for tungt i sadlen.

Lidt om makspuls

Det er godt nok lang tid siden jeg har set dig så rød i hovedet, sagde min gode ven Jes, da han på et af intervallerne kørte fra mig, fra fronten af.

Pis, ja formen og figuren er ikke hvor den burde være!

Det er ikke fordi jeg ikke kan køre stærkt, for det går egentlig godt nok, men pulsen lever helt sit eget liv. Da jeg startede med at cykle lå min makspuls på 193, og den er siden faldet med en halv slag i minuttet pr år. Naturens måde at fortælle at tiden går. Sidste år lå den derfor omkring 190 og her i efteråret kunne den ikke komme over 188. Det havde nu formodentlig noget at gøre med medicinen og at jeg kørte MTB.

Men, efter operationen og den lange medicinfrie periode kan jeg holde en puls mellem 189 og 191 i mere end syv minutter. Nedenfor er blokken til højre en enkeltstart op af Henrikholms Alle i Vedbæk (også kaldet soldaterbakken).

En puls man kan holde i syv minutter, er ikke en makspuls! Noget er i spil, noget har operationen rodet med!

Indtil i tirsdags var min nye højest opnåede makspuls 193, men her nåede jeg to gange op på 204 slag i minuttet. Stadig ikke min makspuls, men nok tættere på det rigtige. (var også kort oppe på 210 slag, men det var tomme ekstraslag, satans som jeg bliver påvirket af stress, slet ingen tvivl. Jeg skal passe min træning så stresshormonerne bliver sendt ud af kroppen).

Hvis min makspuls er 206 svarer 190 til 92% belastning, og det ved jeg jeg kan ligge med i endog meget lang tid.  Jeg bliver bare en lille smule træt bagefter ;-)

Og træt efter cykelturerne er jeg pt. Pulsen ryger meget hurtigt op, og benene er ikke til at slæbe igang dagen efter. God træning, men sgu lidt for sent på sæsonen.

Men, så er det heller ikke værre. Hastigheden de sidste 18 km hjem efter tirsdagens træning fortæller en god historie (hvis så ellers ikke pulsen også lå tårnhøjt ;-)

På tur med Thit og Andreas

Thit inviterede på cykeltur i dag, Sjælsø-rundt. Ikke en hverdagsbegivenhed, så selvfølgelig sprang jeg til med det samme.

Thit, Andreas og jeg storhyggede os de 50 km rundt. Det gik rigtigt godt, men nogen har nok lidt ondt i benene i morgen ;-)

Jeg husker tydeligt første gang jeg selv cyklede rundt, med betydeligt flere pauser. At gå på trapper bagefter var dælme hårdt 

Texas

En lille ekstraferie midt på sæsonen er ikke at kimse af, så da vi fik en invitation til bryllup i Houston, Texas var vi nødt til at sige ja, også selvom det kun kunne blive til en god uge over-there.

Lad mig sige med det samme, at det er rigtigt når man siger, at alt er større i Texas. Motorvejene omkring Houston kan snildt nå op på 17-18 baner (tilsammen i begge retninger), ved et af motorvejskrydsene så vi broer, så der var trafik i fem lag, og på vores road-trip fandt vi steder som var næsten lige så ubeboede som i Nevada. Og bryllupet? Jeps, to dage med gæster i hjemmet og tre dage på restaurant med op til 170 gæster,   liveband på 8 superdygtige musikere og shuttlebus mellem hotel,kirke og restaurenter.  Superflot arrangement, og vi storhyggede os. Det var en stor glæde at møde Candice, vores første udvekslingsstuderende igen.

Nåja, offentlig transport og cykling er ikke så stort i Texas, men med den varme og fugtighed kan det vist også være ligemeget. Vi var faktisk i en af de førende (racer)cykelbutikker i Houston, en ganske lille shop, med mellemklasse cykler, ikke noget for OrdrupCC-folk. Men lidt forbindelse til verdens cykelhovedstad var der, for indehaveren havde faktisk en udvekslingstuderende boende fra Danmark. Sjovt nok.

Vores roadtrip gik til Padre Island National Seashore. En nationalpark, verdenens længste ubebyggede kyst-ø. Vi badede i det varme vand, så en flok pelikaner (jeg vidste ikke de fløj i flokke) og mest interessant, så var de småsten der altid dukker op når vandet skylder sandet man står på væk, i virkeligheden små muslinger. En-to-tre havde de rejset sig op og gravet sig ned i standen igen. Når man gravede en håndfuld sand op var den helt levende. Thit langde en musling i hånden, og den kunne række sin fod ud i samme længde som den selv, efter de få sandkort hun havde i hånden. Vældigt interessant, helt som en naturfilm. Jeg ville filme det selv, og blev så entusiastisk, at jeg glemte bølgerne... nå, men nogle timer til kameraet i den varme bil fil den til at virke igen ;-)

Pelikaner

Rejsekortet blev på den måde suppleret med endnu en delstat i USA, samt Ontario i Canada. En mellemlanding blev til et par uplanlagte dage, først fordi flyet brød sammen og siden på grund af sygdom, sikkert forårsaget af den sgide aircondition. Sjovt nok skal der være koldere jo finere hotellet er.


Tilføjet: Jeg tog ikke på de halvanden uges festligheder, hvilket er en stor sejr. Selvom jeg ligger pænt over hvor jeg lå sidste år på samme tid, er der håb forude. Skal jo gerne af med fem kilo inden september.

Tilføjelse 2:
Intet besøg i Houston uden en tur hos NASA. Eftersom det ikke er her man lander eller letter, ligner det mest af alt en række relative anonyme kontor- og lagerbygninger, men tage ikke fejl, Houston-we-got-a-problem er hjertet i rummissionerne. Herfra blev Apollomissionerne styret, ja sågar i dag styres rummissionerne herfra, blot et andet kontrolrum.

Egentlig var sikkerheden påfaldende lav, men den kolde krig er naturligvis også for længst overstået. I dag er det russerne der har raketterne til at bringe amerikanerne op til den internationale rumstation.

I Houston ligger selvfølgelig en udgave af Saturn V raketten, arbejdshesten i Apolleprogrammet til månen. Sikke en krabat. Her er en motor:

Alene det første trin har fem af denne type: