Sukkerkold

Marsbar... uhmm,

Marsbar med chokolade og masser af sukker... Marsbar med karamel der æltes rundt i munden, så man knap kan få vejret...

HOV vent nu lige lidt, jeg kan da slet ikke lide marsbar. Når man endelig har fået dem ud af munden, ligger de tungt i maven, og få øjeblikke efter kan man mærke en ny delle..

Hvorfor sidder jeg så her på min cykel og tænker på marsbar? Ham knægten på den hundedyre DeRosa King, spiste en for 20 km siden, men det kan da ikke være derfor?

Er det min krop der prøver på at fortælle mig noget?

For helvede hvor har jeg ondt i mine ben. De der ustandselige accelerationer og opbremsninger gør vold mod dem. Vi suser ned mod Ballerup, på alle de små cykelstier holdet bag Bastrup Sø Rundt kan finde. Det er jo sådan set principielt godt nok, det er jo et motionsløb, men den kommunale tekniker der har lavet cyklestierne har tænkt på lokaltransport, på en bedaget bedstemorcykel med cykelkurv, ej på 20 skrigende weekend-racere der kommer susende i en intens kamp om de bedste placeringer med 40 km/t.

Bremse, 90 grader til venste, accelerere op ad bakken, bremse, 90 grader til højre, op i fart.. nej hvad fanden er nu det? En bom...! op på bremsen, hvad med ham bagude, når han at bremse eller får du ham op i ryggen?. .. igennem cikanen, fuld knald på igen, du ligger i spidsen, og det skal gøre ondt på dem nede i bag, de har ikke trukket ude i den hårde vind... ud på vejen ind i rundkørslen... for helvede.. kan de da ikke se, at de kan drøne lige igennem? Smyger mig udenom ham der panikbremsede. Argg, det begynder at gøre nas... Marsbar! ... Marsbar??

Pffft.... med 6 km til mål er der udsolgt, intet sukker i benene, bananen er forlængst spist, vandflasken er tom.... må slippe feltet... og trille lige så stille ind, med 28-30 km/t..

Henter tre der også har måttet slippe, og nu triller lige så stille. Jeg er ikke den eneste der lider, men jeg overhaler dem da...

Høj solskin og hård vind. 2:45 timer, 500 hm, små 90 km, 32,5 km/t.

Bastrup Sø Rundt, en formiddag i september.