lørdag den 23. maj 2009

På med regnjakken

Morgenen startede med regn, så der skulle en vis standhaftighed til for at sadle jern(carbon)hesten. DMI havde lovet, at regnen ville stilne af omkring klokken 9:00, så vi tog os den luksus at tage bilen ud til fem-vejen, hvor 6 andre, der ej heller var mus, havde gjort sig klar.

Og ganske rigtigt stilnede regnen af, så regnjakkerne kunne komme af efter 10 kilometre. Vinden stilnede dog ikke, så indtil vi kom op til Hillerød og fik vinden i ryggen, var det unægteligt noget hårdt. Herefter gik det med flyvende fart. Ved Langstrupspurten registrede jeg at blive overhalet, selvom cyklen på det tidspunkt var oppe på 59 km/t!

Også ned af Strandvejen var der medvind, så det gik gelinde i høj solskin. Hanne tog endda en længere føring med små 40 km/t. Jeg tror hun er den stærkeste kvinde i OCC lige i øjeblikket. 

Der var et par stærke med rundt i dag, så jeg vidste godt jeg ikke havde en chance for at stikke på et udbrud på Klampenborgspurten i dag, men satte alligevel tempoet fra starten af Strandmøllebakken. Et par hundrede meter før Klampenborg skiltet blev jeg overhalet, men fik et skub af Carsten, der ellers plejer at være sikker vinder, så jeg kom ind på en 3. plads. Han havde ikke mere i benene, sagde han. Det havde jeg heller ikke..Tak! Det er ikke taktisk at køre på den måde, men hold da op hvor giver det træning. På et tidspunkt må jeg kunne køre den hjem med 45 km/t over de sidste 3 km... 

Dejlig lørdag formiddag, i godt selskab!

Ingen kommentarer: