søndag den 24. oktober 2010

Hvad byder man uventede gæster?

En cykeltur naturligvis!

Søsteren og svogeren meldte pludselig deres ankomst i efterårsferien, og det kom der en masse hyggelige stunder og to gode cykelture ud af. En tur rundt de mest hyggelige steder i Nordsjælland, og en tur til Dragør. To vidt forskellige steder med hver sin charme.

Sådan stod en pæn del af efterårsferien i cyklingens tegn, som sædvanlig:

Årets sidste racertur på efterårsferiens første lørdag. En 100 km lang tur op omkring Esrom Sø. Forbavsende hårdt. Muligvis fordi jeg ikke havde været på cyklen det meste af 14 dage, men der var nu også flere andre der ømmede sig. Kørt til blev der nu også.

Team Sol og Sommer kom en lille tur på MTB i Hareskoven, så den bedre halvdel kunne teste sin nygejlede og toptunede MTB. De første 100 meter mødte vi heldigvis ingen, for så tror jeg de havde fået den lækre cykel meget billig, men pludselig sad balancen der igen, og det gik flyvende over sten, grøfter og sågar smalle bjælkebroer. Det bliver en fed sæson!

Der blev kørt en enkelt gang Nightride i Geels skov. Det er f.. sjovt men særdeles bindegalt.

Og så afviklede vi to gange hardcore MTB kursus med eksterne instruktorer. Sjovt og lærerigt. Elementer som kørsel op af mandshøje brinker, vende med cyklen på stedet ved at hoppe, surfe på mudderpøle, tre teknikker til at hoppe over træstammer (20 cm går ok, 40 cm giver ømme ribben, skulle jeg hilse og sige), grøfter, rødder, generel opkørsel, samt gode råd om hvor man skal placere sig i sving på sporet. Der er ingen ende på hvor meget bedre man kan blive til at håndtere en cykel mellem træerne! (Og så tror jeg nok jeg ønsker mig en All-MountainBike, dvs en fuldaffjedret MTB med lang vandring.. tror jeg... )

Til gengæld nåede vi ikke til Fåborg for at køre årets sidste motionsløb, Alpetramp... Det blev alligevel for meget. Det er så første gang i fem år vi springer over, men man skal jo ikke altid gentage sig selv ;-)

1 kommentar:

Anonym sagde ...

hej
Ikke dårligt at blive budt på to cykleture. Endnu engang tak for nogle herlige dage kh søsteren :)