torsdag den 6. september 2012

Til Carcassonne

Turen slog i dag væk fra Pyrenæerne og kørte op til Carcassonne. En rigtig klubtur på 135 km. Vi hyggede os undervejs, gik på café og skålede til de tre andre hold, der susede forbi, medens de i deres askese græmmedes over denne løsslupne hygge, og så på en cykeldag!

Alligevel kom vi, cafe-holdet, nu ikke meget senere hjem end de andre, til stor og udelt fornøjelse for deltagerne.

En enkelte ligeud nedkørsel fik lige hastigheden over 70 km/t alt rigeligt. Og så blev der spurtet på de to bakketoppe og efter et enkelt skilt. En rigtig legedag, for store drenge m/k ;-)


Vi er nu nået ud til østkysten. Temperaturen er 30 grader, græsset svedet af, husene har tegltag og vinmarkerne er begyndt at dukke op. Det er en fantastisk oplevelse på den måde, ved egen drift at krydse mellem forskellige klimazoner, både vest mod øst, men også fra havets overflade til 2115 meters højde i bjergene. Og sådan kom jeg til at tænke i dag, medens vi susede nedaf.. hver eneste meter vi på den måde kører ned af, har vi selv kørt op.

Så er der kun en lille tur på 110 km i morgen, inden vi står med tæerne i middelhavet. Et snuptag.. selv Hanne tror på det nu. Ikke at hun burde være i tvivl. Når hun slipper dieslen fri, bliver der altså kørt til... på det sidste bjerg fik hun lov til at køre, medens vi andre lige skulle have vand i flasken. Vi så hende ikke igen før på toppen, fire kilometre senere.  Men, der er lovet champagne til afslutningsfesten i morgen, og det er fortjent!

PS: nej, ingen historier om hjulemanden i dag.. det nye hjul virker åbenbart... utroligt. ;-)
PPS: ja, endnu en dag som guide og skal også være det i morgen. Fint nok, for jeg ville ikke orke, hvis en af de hyrede guider skulle overtage det, der nu føles som mit hold, hvor jeg med omhu har forsøgt at give hver og en sin egen lille succes og glæde de forgange dage
PPPS: Fik sagt til Dan i dag, at han da bare kunne ringe hvis han savnede en guide på et tidspunkt.

1 kommentar:

Niels sagde ...

Tillykke.
Det må man sige til jer, efter i er kommet godt igennem så stor en tur, uden skramme, fint fint.
Nu mangler vi bare at i kommer hjem, så kan vi får mere at vide, vi ses.
Niels Chr.