The pain never quits, you just become faster

Jeg har tidligere brokket mig over det kedelige regnfulde danske vejr. Jeg synes det har regnet hele vinteren, med det resultat, at sofen har klæbet mere til min ryg end cyklen til min bag. Kort sagt har jeg været træt og oftere taget en lur sidst på eftermiddagen end en cykeltur.

Men et er fornemmelsen, noget andet er de hårde facts. For da jeg ajourførte træningsdagbogen efter turen i går aftes, lå det samlede km tal for i år, indtil nu, på en ny rekord. Og jeg må jo indrømme, at den milde marts har givet en masser godt cykelvejr! 

Racersæsonen starter først den 1.april, men af lyst og tradition kører vi alle søndagene i marts en kort 50km tur i ro og mag, til alle der ønsker en blid start, og dels har jeg indbudt til trilleture, tirsdage og torsdage når det har passet, ja selv tøseholdet lykkedes det mig at få lov til at trille med en dag. 

Ikke så mange har benyttet sig af invitationerne til hverdags-trilleturene, hvilket har overrasket mig lidt, for ellers er opbakningen til sommer-hverdagstræningen jo stor nok. Men fint nok, for det betyder jo, at holdets deltagere er tilfredse med klubbens overordnede principper for hvornår man skifter sæson. 

Måske er det alligevel lidt med vejret, for himmel og hav stod da i et, da vi kørte i søndags. Men skulle du have glemt det, så kan denne regnvejrsekspert fortælle, at man godt kan hygge sig selvom sandet knaser mellem tænderne, nå blot fingre, krop og tæer er varme, og det kan rette beklædning og hårdt arbejde jo sikre. 

Turene her i marts har været trilleture, dvs uden intervaltræning, bare en almindelig cykeltur på cirka 50 km. Hastigheden afpasses til de fremmødte, så alle kan være med. I går aftes var det et stærkt hold, med en dampmaskine, i form af brugtvognsforhandleren. Han trak og vi andre kæmpede med at holde hjul. Et blik i træningsdagbogen afslørede efterfølgende at jeg aldrig før i marts, eller april for den skyld har kørt 50 km med et snit på 30 km/t. Senere på sæsonen, jo men aldrig før så tidligt. 

Så kan det godt være, at benene føles tunge, vægten lige så, og udholdenheden minimal. Det er vist bare et udtryk for erindringsforskydelser eller som vi siger med et godt gammelt cykelrytter udtryk: the pain never quits, you just become faster