søndag den 25. maj 2008

Når generationerne mødes, NSA i aktion

Ude i højre side, her på bloggen, kan du, hvis du scroller lidt ned, se hvormange der har besøgt siden. 2145 styks i skrivende stund.

Klikker du på tallet, åbner der sig en ny side, med et hav af oplysninger. Som et bedre NSA registreres her alt om din færden på nettet. Ikke for at fange folk med et lidt for helligt forhold til tørklæder, men bare for min egen nysgerrighed.

Siden kan fortælle dig lidt om hvilke spor du efterlader dig på nettet, også selvom du føler dig helt anonym. Man kan fx se hvilken side du kommer fra, hvis du har klikket dig herind, og dermed også hvilke søgeord du måtte have brugt på google, hvor mange klik du har lavet på siden, din internetudbyder, hvilket styresystem du har og hvor i landet du møder din internetudbyders udstyr. Størrelsen på din skærm og version af din browser er der også. Og læser du med fra din arbejdsplads, har internetudbyderen som oftest også angivet at du kommer fra firma XYZ A/S. Det er da alligevel en del, ikk?

Og, der er her generationerne mødes, for de mest brugte søgeord er "hvordan udfylder man en check" Mon ikke vi har med generationen i 20.erne her? Samt, "40 års krise" Gæt selv alderen!

Men mange andre ting kan man også se. Hvis fx folk kommer ind på bloggen uden at klikke herind fra en anden side, må det jo være fordi de er gået direkte efter min blog. Og så er det jo jeg bliver nysgerrig, for enten er det fordi de kender mig eller fordi jeg skriver usansynligt godt... nok mest det første ;-)

Og så skal vi jo til at gætte..

Cybercity i Brørup kender jeg, for det er nemlig mine forældre, webspeed i Lystrup er svigerfar, min dejlige storesøster er der også, en apple i Århus må være nevøen, en fætter gemmer sig i Kibæk, en farbror i Odder og en anden fætter arbejder på en ugeavis. På den måde bliver det jo helt en familiefest!

Men, det er ikke alt jeg kan gætte. Der er flere faste omkring Århus, og hvem er det nu lige der arbejde med vandrensning? ;-)

Det glæder mig at I alle kigger med. Det giver en ekstra dimension til skriverierne, og jeg har jer alle i tankerne når jeg skriver.

Stor hilsen herfra til jer alle.

Ingen kommentarer: