lørdag den 16. januar 2010

Glatføre

Fanme om der ikke var en der bankede op bag i mig i bilen i onsdags. Bagsmækken har fået et lille tryk og kofangeren er gået helt kaput. Ikke fordi der var glat, men fordi hun ikke holdt afstand. tsk tsk.. Fin optakt til det glatførekursus jeg var til hos FDM dagen efter! 6 timer med glatføreundervisning. Selvfølgelig med lidt indledende teori. Vi så en film med to stk Ford, der kørte ind i et vejtræ med hhv 60 og 70 km/t. Ved 60 km gik det så nogenlunde, men med 70 km/t stod træet midt i førersædet, men inden da havde rattet kappet hovedet af chaufføren! Puha...

Ude på banen lærte vi, at ABS´en nu er så god, at man både kan bremse og styre på samme tid. Altså ikke længere noget med at koble ud, slippe bremsen og styre ved dobbeltundvigemanøvrer. Næ, bare i bund med bremsen! Når du så styrer, slipper systemet selv lidt af bremsen, så du har manøvrekraft, men ikke mere end nødvendigt, den bremser stadig. Prøvede en katastrofeopbremsning med 82 km/t hvor man samtidigt skulle vikle sig rundt i små chikaner. Der er noget at aflære! Instruktøren sagde, at det også gik fint med 200 km/t på den tyske autobahn!

Men ellers var læren vel mest, at bilens elektronik bliver stadigt bedre. Du mærker ikke længere ABS, når den arbejder. Tidligere rystede hele bilen. Og når anti-spin virker, var det i den forrige bil som om den kæmpede med sig selv. Gas på-bremse-gas af-gas på-bremse.... Næ, her greb den bare ind i motorstyringen og fjernede det kraftoverskud der fik hjulene til at snurre på den mega-glatte bane. Igen helt umærkeligt.. der skete blot ikke noget når man trådte på speederen.

Og vinterdæk? Jo, de virker når det er glat, men det er stadigt sådan, at enten har de greb, eller også har de ikke. Ingen advarsler! Det du kan køre fint igennem med 25 km/t, snurrer du helt rundt på med 28 km/t, virkelig en hår fin grænse mellem kontrol og total tab af kontrol!

Ingen kommentarer: