søndag den 11. april 2010

Forårsklassikere fra Frankrig til Fyn

I dag bød på to forårsbebudere, Paris-Rubaix og Stjernetramp.

Fabian Cancellara kørte bukserne af Tom Boonen, da Boonen med 50 km tilbage satte sig ned bagerst i feltet for at spise. Med ét rykkede Fabian væk, og kørte enkeltstart ind på velodromen i Rubaix i et malende tempo alene foran det jagende felt over 50 km! Det så helt overmenneskeligt ud. Hvis det ikke også er det, så er det faneme imponerende. Han er alletiders tonser!


På Fyn kørte vi selv årets første motionsløb, Stjernetramp rundt om Jordløsebakker. Den bedre halvdel af Team Sol og Sommer var ikke med, da hun var syg. Ånden var der, men da vækkeuret ringede klokken 5:00 var kroppen der ikke. Heldigvis havde vores gode cykelven Arne meldt sig under fanerne, så jeg ikke skulle rejse til Fyn alene (for så var det nok ikke sket).
Temperaturen var lav, og blæsten høj. Det første betød ikke noget da pedalerne først kom i sving. Det gjorde det andet derimod. Superhårdt løb. Vi sad med i et skarp felt, da vi pludselig kom ud i hård sidevind. Jeg nåede med på sidstepladsen i viften, medens Arne sad tilbage som Tom Boonen. Så var det ligesom afgjort. Vi var herefter overladt til vores egen dieselmotor,de mange bakker og modvinden.

Det tog os 2:35, altså ti minutter hurtigere end Hanne og jeg sidste år. Heraf brugte vi 5 minutter i depot. Så en gennemsnitshastighed på lige godt 30 km/t, i dét terrain og i den vind. Ikke ringe!

Tilbage står bare to mysterier: Ugen taget i betragtning, hvordan kan det så lade sig gøre at komme rundt uden punkteringer eller flækkede dæk? Og, hvordan kan man på en rundstrækning have modvind fra start til slut?
Fabian? Nej, men ikke mindre tilfreds!

Ingen kommentarer: