Sneen satte sine spor i kørselsdagbogen, for det er svært at få kilometre i benene, når det mest minder om Dansk Vandrelaug på tur i skoven. Men efter sneen forsvandt og racercyklen blev fundet frem, er der kørt uanset vejret. Og, det ses i statistikken. April var ny rekord, og her midt i maj er vi godt over 600 km og prognosen for måneden ligger et godt stykke over 1.000 km. Det gode vejr sidste år til trods, er 2009 nu indhentet.

På dagens tur var der diamanter i benene. De mange kilometre begynder nu at komme positivt ud. I lang tid har jeg været i tvivl om, jeg ikke bare blev svagere og svagere. Et fysiologisk mysterium, et omvendt mirakel...mere træning, dårligere form. Grejsdalsløbet gik godt og mine ben var ikke som blødkogt spaghetti bagefter, blot var de tomme for energi. Derfor har jeg mod sædvane spist energibarer og lign til både tirsdags og torsdagstræningen. Ja, faktisk har jeg været kanonsulten hele ugen. Men i dag kørte det bare... klart overskud. Så, måske er der alligevel håb ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar