lørdag den 25. august 2007

Nu kan det være nok...den evindelige vægt

Ved udgangen af sidste uge, havde vægten sneget sig op på 87....horror!! Der har den ikke været siden den store kostomlægning for 3 år siden. Jeg var godt klar over den var på vej derop, så nogle dage forinden havde jeg droppet alkohol, da alkohol forhindrer kroppen i at reducere vægten i helt op til en uge...hvorfor ved jeg ikke, men jeg kan se det på min egen krop. I denne uge har jeg så været yderst restriktiv i forhold til hvad jeg har indtaget (ingen kulhydrater). Og resultatet: efter lørdagens cykeltur: 82,9! Det er 4 kilo på en uge....

På dagens cykeltur, kunne jeg mærke vægttabet på to forskellige måder. Det var ikke noget problem at suse op ad bakkerne, 4 kilo fra eller til betyder meget på bakkerne... men til gengæld kunne jeg så også mærke at kulhydratdepoterne var tømte, så turen var såmen hård nok endda.

Ligesom med alkohol, sker der noget med kroppen når man indtager light-sodavand. Jeg har ikke helt evidens på det, men mistænker light for også at være fedende...derfor ej heller cola-light i øjeblikket!

lørdag den 18. august 2007

Ingen cykling idag :-(

En lørdag uden cykling blev det til, desværre. Vejret var kanon, men programmet bød på heldags MPA forelæsning. Det var i det mindste om værdibaseret ledelse, som er mit mantra, og som jeg har praktiseret i mange år. Sessionen var god!

Hvis jeg nu ikke havde haft lidt ondt i håret efter gårsdagens tur på Bakken, ville jeg måske have overvejet at pjække...fy. Hanne var med på 9:15, hun får definitivt kørt mere end jeg denne måned!

Så må man sidde i sofaen og surfe sig en cykeltur. Fandt denne artikel (klik her) om en sommertur på en af Tour de France etaperne. huh...det lyder godt!

lørdag den 11. august 2007

4000 km rundet

Som overskriften siger, triller der nogle kilometre ind på kontoen. De forste 11 dage i denne måned er det blevet til 358 km, og det uden løb eller andet.

Som sædvanligt var hele Team Sol og Sommer på 9:15 turen med OCC i dag. 88 km med et snit på 30 km/t. Hanne kom ind mindre end 2 minutter efter førstemand i spurten. Som hun siger: "For et år siden turde jeg ikke køre 40 km/t ned ad bakke, nu ligger vi jo til tider og kører 50km/t, selv når det går en lille smule op ad" Fortsætter det på den måde, kører hun fra mig på et tidspunkt!

Svend havde fødselsdag i dag, og fik en fødselsdagssang med på vejen. Den gik på den kendte melodi: "I dag er det Svends fødselsdag" Og, på mirakuløst vis vandt Svend afslutningspurten, som det hør og bør sig, for fødselarer...

...men han fik den ikke gratis!!


tirsdag den 7. august 2007

Tour de Charlottenlund

Michael Rasmussen kom, kæmpede og vandt! Ikke løbet, det gjorde Nicki Sørensen fra CSC, men publikums gunst. Michael stillede ganske symbolsk op i en gul trøje, men kørte stadig på Rabobank cyklen.

Hver gang Michael kom forbi, var der klapsalver fra publikum, og efterfølgende har klubben fået en del henvendelser om støtte, fordi folk er klar over, at det trods alt har været dyrt for vores lille klub, at stille så spændende et løb op.

CSC, med bl.a Nicki og Matti, dominerede til en vis grad løbet, ganske som CSC plejer, men fik værdig modstand fra Jacob Moe, der med tydelige smerter satte tempoet over ganske mange runder. Jacob har brækket hånden, men deltog ikke desto mindre i sidste uges PostDanmarkRundt og så altså vores Tour de Charlottenlund. Hvis man tror cykelryttere og elitesoldater ikke føler smerte, kan jeg forsikre, at selvom Jacob Moe satte løbet det meste af tiden, havde han smerter. Det fremgik tydeligt af hans ansigt. Godt kørt!

Michael Rasmussen knoklede fremme i fronten, men han er jo ikke gaderytter, og at bruge sig selv på den måde er jo ikke taktisk. Så, ingen overraskelse over at han ikke vandt, men han gav fuld valuta for pengene!

Apropos elitesoldater, med citat fra indlægget om PostDanmarkRundt: "Bubber, nej undskyld B.S. var der også, komplet iklædt mørkt heldækkende tøj, solbriller og kæmperygsæk. Rygsækken var behørigt påspændt, klar til action." En dag må jeg sgu spørge ham om hvad han har i den rygsæk! For CSC er løbet åbenbart dog alligevel så småt, at det ikke står opført på deres hjemmeside, og rytterne havde ikke en mekaniker med. De måtte ihvertifal selv pumpe deres cykler.

Efter løbet mødtes vi med politi og hjemmeværn til aften/natmad i klubben. Her havde madholdet som altid tryllet lækre kulinariske specialiteter frem.

Senere dukkede Michael Rasmussen og konen op. MR fik en lille kort tale, og takkede selv for den manglende berøringsangst. Han nød tydeligvis klubstemningen, og blev der længe efter Hanne og jeg var dappet hjem i seng... men han havde jo selvfølgelig ej heller et løb han skulle deltage i dagen efter.

søndag den 5. august 2007

PostDanmarkRundt på første parket

Kort efter målstregen på Frederiksberg Allé havde CSC deres VIP område. Vi var ikke så mange, så der var en fin udsigt. Da rytterne kom ind på rundstrækningen, hvor de skulle køre 10 runder, var der fire ryttere i udbrud, hvilket de stort set havde været siden dagens start. De fik 4 runder, hvorefter feltet havde hentet dem. CSC og en enkelt fra Liquigas førte feltet, selvom CSC vist egentlig havde deres på det tørre. Fronten blev dog overtaget af de øvrige hold da sidste rundte blev indledt, og dagens etapevinder blev da også Mark Cavendish fra T-Mobile.

Efter løbet var der autografsession i VIP området. Thit sikrede sig en CSC kasket med hele holdets underskrifter til sig selv og en til Asger. Vinderen af PostDanmarkRundt 2007, CSC´s Kurt Alse Arvesen sender her et varmt blik til hele Team Sol og Sommer. ;-)

Bubber, nej undskyld B.S. var der også, komplet iklædt mørkt heldækkende tøj, solbriller og kæmperygsæk. Rygsækken var behørigt påspændt, klar til action. Riflen til skydning af bjørne og bubbere var dog erstattet af et par klappeposer fra PostDanmark.

Og endelig har jeg fundet en med tyndere arme end jeg! Kurt Asle Arvesen slår mig med flere længder. Det gælder i øvrigt også livvidden, men det er så ej heller så svært

lørdag den 4. august 2007

Endnu en lørdagstur

Kørte på mellemholdet idag, hvilket der jo ikke er noget nyt i, bortset fra at det er flyttet fra 9:30 til 9:15, så al brødet ikke er spist, når vi når hjem. Formen er nu næsten som før ferien.

Det nye er, at Hanne kørte med, og fulgte med. 88 km blev det, med et snit lige under 30 km/t. Der er godt nok sket kæmpefremskridt.

Flot kørt!

fredag den 3. august 2007

M&M kommer!

Det bliver en forlænget weekend i cyklingens tegn.

Det er lykkedes mig at skaffe billetter til VIP-området ved målstregen på PostDanmarkRundt på søndag. Det bliver spændende. Matti Breschel gør et godt indtryk i den gule trøje, og det er rart at se en ung dansker føre foran de tunge drenge fra det øvrige Team CSC.

Matti deltager også på Tour de Charlottenlund, som afvikles på mandag. Men nok så interessant, kommer Michael Rasmussen også. Det er Ordrup CC indædte holdning, at mennesker, også cykelryttere, ikke er skyldige førend de er dømte... og nå ja, så har vi nok også fået lidt rabat. Se her på feltet.dk , mediestunt er det ihvertifal. På Tour de Charlottenlund skal jeg stå vagt ved afspærring, og så er man da så tæt på, som man kan komme. Der er kaffe til hjælperne i klubhuset bagefter, og som sædvanligt skal det nok blive hyggeligt.

onsdag den 1. august 2007

Tøserunden

Så er den bedre halvdel af Team Sol og Sommer gået i skarp træning til næste års Tøserunde.

Pigerne i OCC kører nu 50 km hver tirsdag og torsdag klokken 18:00, startende ved Femvejen. De er ret seriøse, træner bl.a. rulleskift!

Turen afsluttes dog vist på Cafe Jorden Rundt, så det ikke bare er cykling det hele.

Bicycle Repair Man

Måske skulle vi have haft the Bicycle Repair Man med i lørdags:

I skoven med Thit

Thit foreslog, at vi tog en tur i skoven på MTB i søndags, så vi tog cyklerne ud af sommerhiet.

Det var en fin tur ved Bagsværd Sø, med en masse mudderhuller. Det faldt lige i hendes smag, og det er jo fint, når næsen er rettet mod at skulle starte på adventurelinen på Oure, om en god uge.

Det bliver et spændende år med løb, MTB, klatring, havkajak og ski. Gid det var mig!

Styrt ved lørdagens træning

På lørdagens OCC tur var der en del styrt. Det blev desværre ikke bare til hudafskrabninger, men også et fladt carbonstel og et brækket nøgleben. 10:00-holdet, som Hanne og jeg var på, gik dog fri. I begge tilfælde var årsagen et uroligt felt.

Jeg blev ikke sat på Strandmøllebakken, men formåede lige med nød og næppe at følge med. Det går da fremad igen.

torsdag den 26. juli 2007

På torsdagstur med OCC

Eftersom der jo stadig er sommerferie, kunne jeg i dag være med på 10:00 træningsturen. Vi var 8 der nød en 50 km-tur i det danske sommervejr.
Kunne jeg mærke de små 4 ugers pause på cyklen? Om, jeg kunne!
Måtte slippe holdet op af strandmøllebakken, her plejer det ellers at være mig der trækker holdet.
Men, dejligt med en cykeltur, det har jeg savnet!

tirsdag den 24. juli 2007

USA og vægten

85,7 efter tre uger i USA, dvs sige en vægtstigning på 1,8 kilo. Det er i forhold til mine tidligere erfaringer udemærket. Selv om man passer på, er det vanskeligt, når man primært spiser i byen, og ikke laver maden selv.

Rettelse: Idag den 26. juli er vægten nede på 85,2, den skulle åbenbart lige sætte sig, efter flyveturen. Så er det 1,3 kilo turen har kostet

fredag den 29. juni 2007

Eftervirkninger fra Vätternrundan II

Vægttabet blev permanent, og er nu oppe på 2 kilo. Det er interessant, at kroppen reagerer sådan.

Vægten står nu på 83,9, og så er det spændede at se hvad den står på, når vi er kommet hjem fra USA. Det plejer ikke at gå godt.

torsdag den 28. juni 2007

Trek Top Fuel 9.8 WSD

Hannes nye cykel

Ramme:
OCLV Black Carbon w/R1 Race Tuned Suspension, unified rear swingarm, Hi/Lo chainstays, oversized sealed bearings, 90mm rear wheel travel
Foraffjedring:
Fox 32 F100 RLC w/air pressure, compression, rebound, lockout, alloy steerer, 100mm
Bagdæmper:
Fox Float RP23 w/3 position tunable Pro Pedal, rebound, custom tuned
Hjul:
Bontrager Race Lite
Dæk:
Bontrager Jones XR, 26x2.2/2.25"; 120 tpi, folding
Skiftegreb:
Shimano Deore XT, 9 speed
Forskifter:
Shimano Deore XT
Bagskifter:
Shimano Deore XT "Shadow"
Kranksæt:
Shimano Deore XT 44/32/22
Kassette:
SRAM PG970 11-32, 9 speed
Pedaler:
SPD XTR
Saddel:
Bontrager Race Lite FIT
Saddelpind:
Bontrager Race X Lite ACC carbon
Styr:
Bontrager Race X Lite carbon, 0mm rise, 31.8mm
Frempind:
Bontrager Race X Lite, 7 degree, 31.8mm
Styrefitting:
Cane Creek S-3 w/cartridge bearings, sealed
Bremsesæt:
Shimano XT, hydraulic disc; 160mm rotors

lørdag den 23. juni 2007

På lørdagstur med OCC

Kørte med drengene fra OCC på 9:30 turen i dag. Kom op på 88 km, det var faktisk lidt hårdt. Jeg var til fest i går aftes med mine MPA-medstuderende, og det blev lidt sent, hvilket måske kan forklare lidt af dagens mosen. Men jeg synes også jeg er lidt øm i benene nu, og det kan jo næppe skyldes gårsdagens fest...

Der var for en gang skyld arrangeret frokost i klubhuset, og der var nok mere end 40 ryttere tilstede i dag, så det var ualmindeligt hyggeligt. For mit vedkommende blev det så også den sidste lørdagstur inden sommerferien, idet vi flyver til SanF næste lørdag.

Jes og jeg blev enige om, at vi ville give hjemmesiden et fur efter sommerferien, det trænger den meget til, og ingen af os er på telefonlisterne, så vi går glip af alle informationerne.

Hanne kørte ikke med, trængte til at sove. Rigtigt mange spurgte efter hende, og det er jo dejligt, at man går lidt op i hinandens ve og vel i klubben

fredag den 22. juni 2007

Eksamen i SoftIssues overstået

SoftIssues er organisatonsudviklingsteorier, altså hvad kan man sige om hvordan man får organisationer til at udvikle sig, og hvad er det for noget med alle de værktøjer der vælter ind over os som fx LEAN, Prince2 og ITIL.

Jeg fortalte om hvordan Gentofte sygehus havde brugt Storytelling som et middel til forsøge at placere hospitalet i den nye regionsplan.

Det gav et lille 10-tal. Det vejer så op på det store 11-tal jeg fik i økonomi forleden....

Godt nok!

torsdag den 21. juni 2007

Team CSC er ren

På politikens hjemmeside offentliggør læge Rasmus Damsgaard resultatet af sin store test af cykelrytterne på Team CSC. Over 400 tests har han taget, heraf mange af dem udenfor løb, og de er alle rene og med en hæmatokritværdi under grænserne. Men nok så vigtigt har han lavet en blodprofil på rytterne, dvs en sammenligning over tid af hver eneste rytters blod, og den viser ingen ændringer ud over hvad der normalt kan forekomme.

Det er ærgeligt, at der skal så drastiske midler til, for at generobre tilliden til cykelrytterne, men det skal der!

Hvis cykelsportens bagmænd vil andet end levere god underholdning, (som kun medicinalproducenter vil kigge på) må de komme op af stolen og udbrede Rasmus Damsgaards testsystem til de andre teams også.

Fantastisk ærgeligt, at Bjarne Riis ikke benyttede lejligheden ved hans indrømmelser til at sige, at han havde været der, og væmmedes ved hvad han så, og det var derfor han havde lavet Team CSC. Netop for at rense ud i systemet. Så ville han formodentlig været kommet længere end ved blot at fastslå, at han vandt et løb bland lige(dopede)mænd, og at selve præstationen stadig var et højdepunkt i hans liv.

Eftervirkninger fra Vätternrundan

I de første dage efter løbet var jeg en lille smule øm i de store lårmuskler foran på benene, men egentlig ikke mere end så ofte ellers. Til gengæld har jeg tabt 1,5 kilo, selvom jeg har spist rigtigt meget både under og efter løbet. Lad os se hvor meget af det, der er vand der er presset ud af systemet.

På grund af eksamen, har jeg ikke haft mulighed for at cykle de sidste par dage, men idag havde jeg et high-speed forløb på 20 kilometer. Mod Farum lå hastigheden mellem 34 og 45. Jeg oplevede ingen problemer, tvært om.

Nu har jeg så fundet ud af at 300 km, under de gode forhold der var, intet problem er. Spørgsmålet er derfor hvilket mål jeg skal sætte mig for næste år? Under 11 timer? Måske, hvis forholdene er som i år.. (for det er helt sikkert, at vi skal deltage næste år, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre)

tirsdag den 19. juni 2007

Eksamen i Velfærdsøkonomi

Så blev den klaret. Vi havde skrevet en genial synops, der resumerede store dele af pensum på 7 sider, og valgt en case omkring den liberale tænketank Cepos forslag til hvordan Ny Alliances skattepolitik skal fortolkes og financieres.

Det gav dagens eneste 11-tal, som kun undgik at blive et 13-tal fordi censor og eksaminator "var fra danmark", som de sagde. Ramt af janteloven, må jeg så tilføje. Uh, det ville ellers have lunet med 13 efter gårsdagens katastrofe.

Et 11-tal, uanset størrelsen, og 13 bliver begge til 12 efter den nye skala, så pyt.

Finn var oppe før mig, og kunne fortælle mig, at de gerne ville have lov til at snakke og spørge, så i dag skulle strategien være anderledes. Nåede lige at skære ned på mit indlæg der ellers var timet til at skulle vare de 25 minutter der var til rådighed. Tak, Finn!