Vätternrunden klaret!

Godt og vel klokken 18:00 ankom vi i Motala. Hannes nye GPS førte os lige til døren. Selv om jeg ville have forsvoret det, er vi faktisk imponerede af den lille dims. Jeg ringede til Jørgen for lige at finde ud af hvordan landet lå, inden vi bankede på døren. De lå alle 5 og sov i et telt i haven, og Jørgen havde fortalt hans svenske familie, at vi ville komme. Mit startnummer lå skubbet ud under teltdugen, så alt var fint. Vi gik i gang med at slå teltet op, så jeg også lige kunne få et par timers hvil. Jørgens venlige famillie dukkede op og hilste os så hjerteligt velkommen. Årets besøg i Motala er åbenbart anledning for den svenske og danske familie til at feste og grille sammen, og det kan man jo også lige så godt, når det nu er forbudt at føre bil før efter 6 timers hvil. De ville gerne have os med til festen lørdag aften, men jeg skulle jo hjem og lave lektier, så det blev ikke til noget i år. Måske næste år!

Efter teltopslaget gik vi ned i startområdet for at se byfesten. Vätternrundan er jo hele byens fest. Der er over 14.000 deltager i løbet og hele byen er på den anden ende. Det blev nu bare lige et kort trip, for at få noget aftensmad, som blev løbets officielle kylling-bacon pastasalat. Det smagte fortrindeligt. Hjem til teltet og til køjs omkring 21:00. Jeg nåede lige ned og vende et par gange inden Thit kom ind og skulle i seng også. Vi lå og småsludrede lidt, indtil jeg besluttede mig for, at jeg vist lige så godt kunne stå op 22:30. Jeg vendte mig lige en gang og sov så fast indtil uret ringede 23:00.

Cyklen og dens lys havde jeg klargjort inden jeg lagde mig, så det var kun mig selv jeg skulle gøre klar, men alligevel blev det hele lidt hektisk til sidst. Hanne stod op og hjalp mig med at montere startnumrene. Så skulle cyklen lige pumpes, men hvad var nu det? Pakningen der slutter til omkring ventilen i fodpumpen var der ikke?? Satans unger...under gårsdagens fødselsdag havde de åbenbart haft pumpen skilt ad og kun delvist samlet den igen... Nå, der var heldigvis pumper i startområdet.

Ankommet dernede kørte Jørgens søn, Allan tilbage igen, fordi han havde set en Nefa lygte i garagen, og give overpris for en ved startområdet ville han ikke. Sådan har vi alle forberedt os lidt forskelligt.

Starten gik med motorcykel forkørsel ud af byen... hvor er det dog et stort arrangement. Der startes med 60-70 mand hver andet minut fra klokken 20:00 til cirka 5:30!!

Jeg havde inden starten besluttet mig for en strategi, der tilsagde, at jeg ikke ville køre med de 300 som mål, men bruge depoterne som mål, og på den måde skære elefanten op i mindre og lettere bidder. Målet var ikke en god tid, men blot at gennemføre. På Vätternrundan ligger depoterne tæt, men det første depot efter 43 km sprang jeg nu over, jeg lå lige i en god gruppe, som dog desværre gik i opløsning umiddelbart efter. Men efter lidt trilleri kom det næste tog, så det var ikke noget problem. Da jeg ikke kendte mit egen formåen på den anden side af de 150 km havde jeg besluttet mig for ikke at tage føringer, men bare lade mig trække. Det er utroligt, at man kan ligge med en fart af 35 km/t og næsten ikke lave noget, når blot man ligger midt i gruppen!

Ved 80 km tog jeg ind på depot og smagte den legendariske blåbærsuppe. Den var nu ikke varm, men koldlunken. Det var f... også koldt, omkring 7 grader. Bollerne smagte mig ikke, men jeg blev vant til dem, for de serveres hele vejen rundt! Sportsdrikken var kanon, og jeg kørte resten af løbet med sportsdrik i den ene flaske. Det tror jeg, jeg skal gøre fremover, der var kanon meget energi i, og salte, så jeg trængte faktisk ikke til salt. Noget jeg ellers ofte gør når jeg kører løb.

På vej ud af depotet tog jeg min regnjakke på, temperaturen var nu nede på 6 grader. Helt mørkt blev det nu ikke for solen hang lige under horisonten. Den dyre lygte var vel ikke nødvendig, men en stor behagelighed. Kort før næste depot i Jönköbing kunne den slukkes, nu var det efterhånden blevet lyst.

Jönköbing nåedes klokken nåedes klokken 4:08, så det havde taget mig 3 timer og 48 minutter at køre de første 109 km, hvilket giver et snit på 28,7 incl depot. Medens jeg spiste pølser og betonkartoffelmos, i det der kaldes verdenens største pølsevogn, stod solen op, og begyndte at sende sine varme stråler ned på os. Det var dejligt og regnjakken kom af. Den var drivende våd på indersiden! I Jönköbing havde de også bananer. Det var dejlig! Der går nemlig ikke mange minutter fra man har spist en banan, til det kan mærkes i benene, så jeg tog lige et par stykker med i lommen. Jeg var ellers fuldstændig uberørt af den første tredjedel af turen. Kunne ikke mærke den i benene og ej heller i ryggen. Så al den træning har båret frugt!

På vej nordpå fik jeg følgeskab med en tysker som insisterede på, at jeg måtte være fra Danmark. Dels gr. mit røde cykel tøj, men også for den lidt aggressive kørsel. Jeg træder nemlig også på vej ned af bakkerne. Han mente, svenskerne havde en mere afslappet kørselsstil. Her så vi så også det eneste uheld, jeg var vidne til, under løbet. En cyklist havde ramt en modkørende bil frontalt, han lå på vejen og både politi og ambulance var der. Bilens buler så nu ikke så slemme ud, så vi smuttede bare forbi.

På depotet i Hjo blev der serveret lasagne. Det var nu ikke ringe, selvom maven undrede sig lidt... pølser klokken 4:00 og lasagne klokken 7:00, blåbærsuppe for hver 40 km.. ja ja, men det gik nu meget godt. Hjo ligger i afstand 178 og blev nået klokken 7:14. Det er et snit på 26,2 incl de 3 depoter forinden.

Der er mange piger på ruten, vel cirka en fjerdedel, og nogle af dem kører rigtigt stærkt. Men, der er nu også mange af deltagerne som kører i et meget moderat tempo. Meget få cykler er af carbon, de fleste har ikke kostet meget over 8.000,- Masser af cykelkurve men egentlige bedstemorcykler, som på Tøserunden, ses nu ikke.

Næste depot er Karlsborg ved 210 km. Borgen ser spændende ud, den kunne man godt dyrke en anden gang. Jeg smed mig i græsset, nød solen og ringede til Hanne for at fortælle at de første 200 var overstået vel, og at nedtællingen til den sidste tredjedel var begyndt. Jeg kunne godt mærke kilometrene i benene nu, men ikke noget der generede.

På vej ud af Karlsborg traf jeg den ældre herre fra Als, som vi mødte på Alpe- og Stjernetramp. Han er 83 år gammel, og kørte løbet for 10. gang! Men, det ville blive sidste gang sagde han. Det havde været for koldt og der var så mange andre løb i Danmark man kunne deltage i istedet. Skulle bare lige have 10års medaljen. Sidste år havde det taget ham 23 timer at komme rundt!!

Det er sjovt at begynde at lære sin egen krops reaktioner på store udfordringer at kende. Kroppen protesterede ikke mod, at blive ved med at skulle arbejde, den kørte faktisk fint, men de indre energidepoter var tømte, og styrken hang 100% sammen med kalorieindtaget. Så på vej ud af depoterne kørte det fint, på vej ind til depoterne knapt så friskt. Krisen kom kort før depotet ved Hammersundet ved 258 km. Strid, strid modvind og en lang sej bakke, og benene var helt tømte. Da jeg jo nu ved, hvordan kroppen reagerer var det bare med at få hældt noget energi på igen. Et godt langt hvil, 2 boller, 2 bananer (havde de her igen! Juhu!) og 3 omgange blåbærsuppe samt 2 bananer i lommen, så var jeg kørende igen. Det tog lidt tid, men målet var jo ikke en god tid, men blot det, at fuldføre.

Det sidste depot i Medevi sprang jeg over, der var blot 21 km til mål.

Motala nåede jeg klokken 13:12, og her stod Hanne og ungerne parate til at vinke mig ind. De havde haft en hyggelig dag, og Thit havde fået købt en kjole. Asger synes dagen havde gået hurtigt, til trods for at han var blevet slæbt ind i 1000 tøjbutikker. Vi sad lidt på plænen og nød en øl og en omgang pasta, inden vi gik op for at slå teltet sammen. Her blev vi modtaget af Jørgens familie som forærede mig endnu et diplom, en hjemmelavet medalje samt ditto bloklys med Motala-inskription. De var utroligt søde og bød os velkomme næste år igen.

Hjemturen blev udskudt lidt, idet vi lige skulle have fundet et par startkabler. Køletasken havde kørt hele dagen, og på vejen derop havde vi jo også ladet mit nye cykellys, så der havde nok ikke været for megen strøm på bilen i forvejen. Hanne kørte og jeg sov. Selv om jeg prøvede at underholde, kunne jeg bare ikke holde øjnene oppe. 6 timers hvilereglen er nødvendig!

Alt i alt en superb tur i høj solskin da først solen stod op. Kom i mål på 12 timer og 46 minutter med et snit på 23,5 km/t. 300 km og 1660 højdemetre. Uden pauser giver det 10:47 med et snit på 28,0 km/t. Tophastigheden blev 69,5 km/t og den stejleste bakke var 8%.

Jørgen og Allan måtte udgå. Allan havde ikke trænet så meget og havde store problemer med en ankel. Jørgen fik holderen til sin cykellygte ind i forhjulet og tog et hop hen over styret. Væk var 5-års medaljen! Heldigvis kørte han ikke hurtigere end 10 km da det skete. Var der sket på vej ned fra Husqvarna mod Jönkobing ville det kunne have gået meget værre, for her var farten oppe på 60 km/t. Hans håndled var noget stift og han humpede noget. Håber det hurtigt går over igen, men nu er argumentationen da på plads for at købe en ny cykel! Jørgens brors nabo slog mig med 7 minutter. Det var han glad for, da han nu ikke kunne slå Jørgen.