onsdag den 23. juli 2008

TdF er blevet en holdsport

Stor succes for Bjarne Riis og følge (herunder Carlos Sastre). Alt gik efter planen, og CSC fik tre mand ind blandt de bedste 5 på dagens etape. Carlos Sastre vandt lidt tid fra Cadel Evans, og har nu en teoretisk chance for vinde løbet. Eller med andre ord, løbet er nu åbent. Helt åbent. Enkeltstarten på lørdag bliver nervepirrende.

Det gode ved det års løb, er at der ikke er supermænd, der helt overnaturligt kan sætte de andre på plads, eller med fråde om munden eksploderer. Ser man på rytternes fremtoning ligner de mennesker, og selv de stærkste af dem falder bagud, når de har kørt deres kaptajner frem. For mig ser det ud som om det er et mere jævnbyrdigt løb, som om dopingen nu er væk. Og så er det taktiske spil, som CSC behersker så suverænt på sin plads. Jeg tror det var surt at hedde Cadel i dag, og vide at Carlos lå oppe foran og vandt sekunder medens brødrene Schleck lå i baghjulet som ulve. Alt skulle han lave selv. Jeg tror han følte sig udenfor.

En af kommentatorerne på TV sagde i går, at han var ved at være træt af at høre om holdet, holdet, holdet. Det var jo ikke et fodboldhold, det her. Det var individualister, mindede han os om. Tja, ja, som jeg skrev i går: at vinde kræver en kaptajn der kan køre, men uden doping er der meget svært hvis man ikke har et felt af hjælperyttere rundt om sig, der kan skabe situationerne med hver i sær deres roller.

Ingen tvivl om hvem der laver det som vi alle kommer tilbage for at se, underholdningen. Cadel Evans bedste egenskab er at hænge fast i forkørerens ventilgummi. Spændende løb skaber han f.. ikke. Det er mænd som Voigt der sætter tempoet.

Måske vinder Cadel, men det var CSC vi så. Det er CSC der gør at vi kommer tilbage igen næste år. Under Armstrongs regime så jeg fx ikke TdF. Det var jo så uendeligt forudsigeligt. Men han var sgu nok også dopet. Har lige fået hans selvbiografi i fødselsdagsgave. Ikke at han afslører det fjerneste der, men en anden gang skal jeg måske forklare dig hvorfor jeg mener han var dopet. Lad os se, når jeg har læst bogen.

Ingen kommentarer: