søndag den 13. december 2009

SlushCup 3. afdeling - Tyskerplantagen

Hvis nogen skulle være i tvivl, har jeg altså verdens sødeste ægtefælle ;-) Efter jeg forærede min kædesamler væk forleden, har solstrålen i Team Sol og Sommer jagtet et nyt sæt til mig. Med kage og godt-snak fik hun to op under neglene hos naboen til mig... Og i dag fik jeg så brug for det. Uden var det gået helt galt, for på anden runde sprang kæden... det har jeg lige godt aldrig prøvet før. To gram metal kan gøre forskellen mellem at udgå og fuldføre!

Startede løbet med lige at slå en tur forbi stævnesmeden, der justerede lidt på gearet, så den ikke takker over i næst-laveste gear. Det begyndte den så på i højeste gear. Knapt så irriterende, men også kun knapt, da der var megen grusvejstons i tyskerplantagen. Måske var det de mange kædespring, der ødelagde kæden? Jeg skal altså have fundet en der kan justere SRAM gearet så det spiller optimalt!

Eftersom jeg kun fik kørt to runder sidste gang, startede jeg næsten bagerst i dag. Og så er der altså kø på første runde. Derfor kunne første runde ikke køres hurtigere end 27:08 for de 6,5 km. Til sammenligning kørte jeg tredje runde, fuldstændig sukkerkold i tiden 26:25. Anden runde var klart den bedste, og ville vel have været kørt i godt 22-23 minutter, hvis altså ikke jeg havde haft et kædebrud, som lige kostede en rundetid på 30:46. Jeg sneg mig således over målstregen 3 minutter før de lukkede for yderligere runder. Var så træt at jeg stoppede og spiste en banan, medens jeg overvejede om jeg nu også orkede at køre den sidste runde. På den ene side, gad jeg faktisk ikke mere, men på den anden side lokkede jo, at jeg havde lovet mig selv at køre tre runder og uden kilometre når jeg jo altså ikke de 7.000 km i år. Medens jeg således stod og guffede lidt energi og førte en intens dialog med mig selv, kom der en langsom gut forbi på en gammel skodcykel, og hvis han kunne, kunne jeg satme også. Jeg sprang op på cyklen igen, men måtte vinke farvel til gutten, for jeg kunne faktisk ikke følge med ham, farten til trods. Det hjalp ikke på selvtilliden, men jeg kunne dog glæde mig over de tre andre jeg hentede ;-)

En del udgik pga punkteringer, så jeg sad og glædede mig over ikke at have slanger i dækkene, men en kopfuld latex der ligger og skvulper rundt, parat til at lukke huller.

Vejret var godt, og der var ikke mudder i tyskerplantagen. Ingen opkørsler jeg ikke kunne klare, men med brede knopdæk med lavt tryk, skulle stort set alt jo også kunne klares. Det var dog klart overkill, jeg skulle have haft mine hurtige racingdæk på fremfor mudderdækkene!

Det gode vejr til trods var ruten dog rigtigt kedelig. Tror ikke vi ses, før SlushCup serien slår forbi igen.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej Søde

Tak for de pæne ord og godt kørt.

Kh Hanne