Hånden var ikke brækket og hvad deraf fulgte...

OK, jeg har ikke haft det skide godt den sidste uge.

En længere historie, der startede med at jeg fik et pulsur i fødselsdagsgave sidste år. Pulsuret afslørede at min maksimalpuls søreme lå på 225, og det passer jo ikke helt. En af mine gode studiekammerater er læge, og havde en dims der kan optage hjertefrekvenser over længere tid, og den afslørede også at noget var galt, men ikke hvad. Efter et længere udredningsforløb kunne hospitalet så meddele, at jo hjertet tog ekstra slag, men sådan er det hos de fleste, og jeg skulle sådan set bare køre løs... mere normal end de fleste.

I sommers begyndte jeg så at få nogle nær-black-outs, og da jeg lå i sengen en aften og fik vildt uregelmæssig hjerterytme, tog jeg på skadestuen. Da jeg nåede derud gik alt selvfølgelig fint, og selv om de beholdte mig en hel nat, fangede de ikke noget. Lægen sagde bagefter, at nogen forpestede deres eget liv ved at irritere sig over knirkerierne i deres nye bil, medens andre nød køreturene i deres gamle smadderkasser. Det sagde han kraftedme! Men jeg var da altid velkommen tilbage med blå blink eller hvis jeg havde været en tur i gulvet. OK, got the point!

Nå, men som sagt har jeg ikke ligefrem haft det godt den sidste uge. De der nær besvimelser er kommet rullende, nogle dage op til 20 stykker, og den uregelmæssige puls holdt kun korte pauser på få timer... men jeg skulle f... ikke på skadestuen igen. Det går jo sikkert over, når jeg har fået afleveret den der masteropgave.

Ved styrtet i lørdags kvæstede jeg jo hånden, og hen under aftenen kunne jeg ikke engang bevæge fingrene. Så tog jeg på skadestuen. De reagerede da pænt, men stærkt går den slags jo aldrig, så medens jeg sad der og ventede, rullede de der nær blackouts ind over mig, som de i øvrigt havde gjort allerede fra 18-tiden. Lidt komisk, egentlig....når folk kommer ind med hjerteproblemer smider de alt hvad de har i hænderne, og der sad jeg og ventede på et støttebind, og måtte holde fast i stolen for ikke at ryge i gulvet, af helt andre årsager.

Da jeg så endelig kom ind til lægen, der skulle undersøge om håndledet var brækket, kunne jeg jo konstatere at hjertet stadig opførte sig som motoren i en østtysk trabant, hvor der kun var liv i en af cylindrene, og det ikke den samme hver gang. Og så slog jeg til. "prøv lige at mærke min puls, synes du ikke også den er lidt uregelmæssig?" Og jo, det synes hun godt nok, og jeg fik EKG-en på. Og så snurrede hjertet fint som i en nysmurt vesttysk Mercedes S600, i pæn tomgang på alle 12 cylindre. Satans, satans, satans!!! De pillede pænt alle elektroderne af igen. Jamen... prøv lige at mærke igen! Nu var motoren igen hoppet over på den anden side af den tyske mur. På med elektroderne og denne gang fangede de det! 1-2-3, så havde jeg de helt store elektroder på til genoplivning, og blev rullet op på kardiologisk afdeling, under følgeskab af sygeplejeske og læge og et bip-bip apparat med en stor rød knap på. Nåede lige at få et støtte bind på inden jeg blev rullet ud af skadestuen. Her lå jeg så og slog alarmen ude i vagtstuen til den helt store guldmedallie, medens en kirurg var ved at åbne en af hovedpulsårene så de kunne føre en sonde direkte ind i hjertet til intravenøs drop. "I skal princippet lige tage et røntgentbillede inden I må bruge den" sagde hun og fortsatte "men får I brug for det, så brug den bare med det samme!" Puha! Efter røntgentfotoet fik jeg så drop direkte ind i hjertet, og først her 5:00 om morgenen dappede trabanten af, og hjertet begyndte at køre pænt igen.

Efter et døgn kom jeg over på piller, som desværre medfører lav puls, svimmelhed og træthed. Da min hvilepuls ikke ligefrem var høj i forvejen, (man er vel i form!) ligger jeg nu og roder rundt nede ved 38 slag i minuttet når jeg sidder stille...

Tirsdag eftermiddag blev jeg udskrevet. Min dosis er blevet halveret, og jeg venter (og håber)på at bivirkningerne vil fortage sig samtidigt med at hjertet fortsætte sin rolige gang. De overvejede en kort stund lige at beholde mig, så de kunne holde øje med det, men da det tager tre dage for at klinge ud, slap de mig heldigvis ud. Nu ligger jeg så på sofaen og dovner. Er træt på en rigtig doven måde...føler mig ikke rigtig træt, gider bare ikke noget. Men, en rask lille tur op af trappen afslører at det ikke bare er pjæk, godt der er gelænder på trappen, når hele huset begynder at opføre sig som den Mazda-sponserede rutchebane i Tivoli.

Ja, der er vi så nu. Er sygemeldt resten af ugen. Skal til kontrol igen lige før jul. Om jeg skal have en sondeoperation i hjertet, pacemaker, eller bare løbe rundt med en pille i lommen, ved vi ikke endnu. Vi tager den derfra...