Mudderdåben for Scalpellen

Ikke en gang, men hele to gange måtte jeg spise græs i dag. Den ene pga dumhed, men det var også den, der gør mest ondt. Ikke kun i stoltheden, men også i håndleddet, så lige pt er det den enhåndede blogger der skriver.

Første gang jeg måtte i gulvet, var på vej gennem et kæmpe mudderhul på stien ved sydsiden af Furesøen. Tror egentlig ikke helt man må cykle her, men det er 5-sø-turens eneste singletrak, og rigtigt morsomt på skrænterne.

Det er sjovt med mudder og MTB, for man kan nemlig køre igennem det mest utrolige i laveste gear. Men, når der under mudderets overflade gemmer sig et hul på størrelse med et hjul, og lodrette kanter, ja så kommer cyklen ikke videre. Til gengæld lander man blødt ! Hvis man ellers undgår at mase de ædlere dele mod frempinden.

Det er utroligt hvad sådan en lefty kan holde til. Da hjulet pludseligt forsvandt ned i hullet, skulle den bringe et nogenlunde hurtigtkørende tog til standsning på nul-meter... men den holdt fint.

Desværre måtte jeg også teste hvordan man kommer videre efter en fladt slangeløst dæk. En flintesten på størrelse med.. ja.. stor var den, havde stukket hovedet indenfor for at hilse. Nogenlunde lige så velkomment som hvis hovedbestyrelsen i Dansk Folkeparti havde inviteret sig selv på kaffe! Første gang blæste jeg lige en CO2 patron ind, det kunne jo være det bare var en siver, men det holdt ikke længe. Så var det af med dækket, finde stenen, ud med ventilen og ind med en slange. Så nu har jeg et dæk der skal lappes med superlim. Hmm..

Affjedringen i bag viste sit værd.. ikke alene er det utroligt komfortabelt, men det betyder også at overhalinger går meget let, for cyklen er flintrende ligeglad med om man kører på stien eller udenfor. Man mærker det grundliggende ikke.

Små drenge og store drenge. Vi leger alle, kun er der lidt forskel på prisen af legetøjet.