onsdag den 28. november 2007

Om ekspropriation

Som tidligere beskrevet har politikerne besluttet at undersøge miljøkonsekvenserne af to forskellige linieføringer af Nordhavnsvejen. En der går ud over vores hus og en i en tunnel, der naturligvis ikke vil genere ret mange. En sådan VVM-undersøgelse tager et år.

Jeg ringede derfor til forvaltningen i dag, for at høre hvilken indflydelse det ville have på en såkaldt tidlig ekspropriering af vores hus. Det er efterhånden blevet normalt, at man laver tidlige eksproprieringer, dvs før anlægsprojektet fordrer det, af hensyn til de boligejere der ellers ville blive stavnsbundet fordi huset ikke kan sælges.

Man havde ikke lagt sig fast på noget endnu, men ekspropriationer er et voldsomt indgreb. Ejendomsrettens ukrænkelighed er jo et grundlovsfastlagt princip. På den anden side ønskede de ikke, at vi blev klemt i systemet. Så, hvis vi havde brug for at sælge huset måtte vi endelig kontakte dem, så vi kunne tale om at lade kommunen købe huset. (Det ville jo så også være den eneste køber man kunne finde pt...)

Det er lidt ambivalent det her, for vi har ikke brug for at flytte og vi ønsker det ikke, men et år endnu er lang tid at vente i uvished.

Ingen kommentarer: